The Colours Have But Faded Now

June 23rd, 2014

Jeg har atter skrevet et digt på engelsk, hvis intention er den, igen at samarbejde med Seda Paşaoğlu. Hun har grusomt travlt for tiden med andre projekter, så jeg må være jer det endelige resultat skyldig, og skal nok opdatere siden, når det er fuldbragt.

Digtet er igen af en desperat natur, jeg kan jo snart ikke andet, med et digter-jeg, hvis skæbne har placeret ham eller hende forkert, og dette fostrer en eskapisme, hvor der søges mod nattens ly og mørke, søvnen og dermed mod drømmeverdenen, hvor der ingen begrænsninger og ubehag gives. Det er en flugt fra det grå, fra mediokratiet, fra det liv- og lidenskabsløse ind i en verden, hvor der er både liv og ødelæggelse, en absolut frihed.

Jeg ville prøve noget andet end det typiske jambiske pentameter, som jeg skriver de fleste af mine engelske digte i, og forsøgte denne gang med jambiske tetrametre med parrim. Jeg kan ikke helt slippe jamben, men det er måske et fremtidigt projekt! Jeg beklager som altid det barnlige sprog, traditionen tro er der tale om at skrive først på dansk, derefter oversætte det til et mål, der ikke er mit modersmål, og derfor ikke helt så nuanceret og flydende som jeg kunne ønske det. Jeg håber, I kan overse denne nødtørft.

TO THE DREAMERS

       “Und die Seele unbewacht
       will in freien Flügen schweben,
       um im Zauberkreis der Nacht
       tief und tausendfach zu leben.”
— Hermann Hesse, “Beim Schlafengehen”.

I wander aimlessly around
This world I cannot understand.
Bereft of touch by pleasure’s hand,
My flowers wither on the ground.

I greet the day with loneliness,
Still pierced by strangers’ empty stares
Wherein there are no worries, cares
About this brooding hopelessness.

The colours have but faded now.
This frantic, joyless land of grey
Has fed a colourless dismay,
A pallid heart that I allow.

Forgive me that the starry night
Is what I crave and what I yearn.
It has a life that I discern
Of beauty borne in light and blight.

I seek to thrill the heart inside,
But I am met with shallow grace,
And so abandon oft this place
To find a home I meet with pride:

Tonight I once again will dream,
Ascend to magic worlds of joy.
To live, to die, to build—destroy:
A freedom in an endless stream.

En stor tak skal lyde til den enigmatiske VdN for al hendes hjælp med redigeringen og formuleringen af dette digt!

---

Den lille skjevhet er det dypest skjønne

June 5th, 2014

Jeg har altid haft en klippefast tro på, at det perfekte, sådan rent æstetisk eller kunstnerisk betragtet, kun eksisterer som et subjektivt fænomen. Hvad der er uden fejl og det højest skønne er en tolkning, der skifter fra person til person, fordi det er formet af egen smag, kultur, mode, dannelse, og så videre, et virvar af faktorer, der vil få et andet udtryk for hver person, du spørger. En anden tro har også altid været den, at det helt fejlfri, igen rent æstetisk eller kunstnerisk, i grunden er ret uinteressant, for det mangler karaktér, særlighed, det unikke. Der skal en lille “skævhed” til, som Bjerke formulerer det, der gør det hele interessant og giver det hele et udtryk af ophøjet skønhed, og det er derfor i bund og grund denne skævhed, der gør det hele smukt at betragte. Det fejlfri kan i bedste fald være skabelon, men det rigtigt smukke er det først, når det har noget, der adskiller det fra mængden og er sit eget.

Denne tanke slog mig, da jeg faldt over følgende passage i Edgar Allan Poes novelle, “Ligeia“:

“‘There is no exquisite beauty,’ says Bacon, Lord Verulam, speaking truly of all the forms and genera of beauty, ‘without some strangeness in the proportion.'”

Og dette fik mig igen til at tænke på norske André Bjerke og hans skønne sonet, “Den lille skjevhet”:

DEN LILLE SKJEVHET

Den vakre form er aldri det man kaller
helt ren: De geometrisk homogene,
euklidske former er i høyden pene
som byggeklosser eller gummiballer.

Et ansikt og strukturen i krystaller
er aldri helt symmetrisk, men vil skjene.
Blir et klavers oktaver stemt for rene,
får instrumentet falske intervaller.

Litt skrått blir mønstret lagt i vevens renning;
den gode sjel er ikke altfor dydig.
Vår sans for kvaliteter vil belønne

det ufullkomne som gir formen spenning,
som nesten lystrer – men er litt ulydig.
Den lille skjevhet er det dypest skjønne.

— Fra “Slik frøet bærer skissen til et tre” (1954).

Det er i øvrigt meget sigende, at han vælger at skrive dette digt som en sonet, en form, der på mange måder signalerer det perfekte, men han skyder den lille skævhed ind i det ved sin brug af enjambementerne i kvartetterne, og bruddet med de kiastiske rim i terzetterne. Og hvor er det sandt: Den lille skævhed er det dybest skønne!

---

Katten er også menneskets bedste ven

May 23rd, 2014

Jeg har en bekendelse:

Jeg var, gennem mange år, udpræget hundemenneske. Hunde elsker dig betingelsesløst, de er, sædvanligvis, altid glade for at se dig, de savner dig, når du er borte, der er noget terapeutisk ved at gå tur med sin hund, de er varme, sjove, elskværdige. En hund kræver kun meget lidt af dig: Mad, drikke, kærlighed, opmærksomhed og gåture. I løn får du føromtalte ubetingede kærlighed, selskab og en ven, der aldrig dømmer dig.

Jeg har aldrig selv haft hund, dog. Min mor har, og i forlængelse dermed, også mig, og det har været skønt, ikke mindst fordi jeg mener, børn bør vokse op med dyr, så de får et sundt og kærligt forhold til naturens andre levende skabninger. I tillæg har jeg også haft både hamstre, marsvin, og min søster en kanin. Det har gjort, at jeg holder meget af dyr, og det er vigtigt som et medfølende menneske, hvis jeg må være så bramfri.

I mit voksne liv har jeg dog kun haft katte, tre i alt. Det har imidlertid ændret mig. Ikke mange, særligt ikke hundemennesker, tror, katte er specielt spændende, kærlige, interesserede, sociale, underholdende, men det er de, og her er min indstilling: Katte er også menneskets bedste ven. De synes måske ikke sådan altid, ikke mindst på grund af forskellen i, både kulturelt, men også biologisk evolutionært, hvordan vi holder hunde og katte. Hunden har gennem tusindvis af år udviklet sig til at være menneskedyr, vi har den tæt på os, den er en fast del af vores hverdag, om det så er at holde vagt og jage, som i hedenold, eller om det er at gå ture, sove med os og ligge på sofaen og se fjernsyn. Katten, derimod, har ikke udviklet sådan et nært og intimt forhold med os, fordi den, igen i hedenold, sådan set primært var et nyttedyr, der jagede skadedyr og andet småkræ udenfor og sådan set passede sig selv og sin egen tarv, hvad angår behov som mad. Derfor virker det ikke som om katten er særligt nært knyttet til os, og den har ikke de samme krav til os som hunden har. Men det er ikke helt hele historien. De fleste katteejere vil utvivlsomt vedgå, at katten bestemt nyder vores selskab, opsøger os, viser os opmærksomhed, savner os, når vi er borte, sommetider endda byder den os velkommen, når vi kommer hjem efter at have været væk, den husker os, den kender vore dufte, vore stemmer, den reagerer positivt på begge. Katten er bestemt social, naturligvis ikke i samme udstrækning og på samme facon som hunden, men på sin egen elskelige måde, og det passer sådan en som mig ganske fortrinligt.

Min kat, Sigyn, er skøn. Hun har ingen adfærdsvanskeligheder, hun nyder at blive aet, hun nyder at jeg er tæt på hende, hun hilser på mig, når jeg kommer hjem, hun opsøger mig, når hun har behov for opmærksomhed, hun går tur med mig. Hun giver min dagligdag indhold og kræver ikke andet af mig, end lidt selskab, mad, drikke og leg et par gange om dagen. Selv om det lyder tåbeligt, opfylder hun nogle af mine sociale behov blot ved sit selskab, og folk, der ikke ejer dyr, tænker, vi er vanvittige, men hun er for mig en at tale med. Altså ikke deciderede samtaler, men en at tale til og få en nogenlunde respons i form af blink, stirren, reaktioner og andet. Jeg er ikke specielt socialt indrettet, så hun er mit selskab på dage, hvor jeg ikke ser andre mennesker, og det er skønt, sågar endda livsbekræftende. Det sker jævnligt, at jeg får et smil på læben eller kluklatter, når jeg ser på eller leger med hende. Katte er sjove og finurlige.

Misforstå dog ikke katten, du må tage nogle forbehold, for katten er af en vildere natur, end hunden er det. Graden af tamhed er en anden. Katten, hvis det da er en udekat, vil jævnligt komme hjem med byttedyr i form af skamferede fugle og mus, katten vil selv sige til, hvis den ikke er tilfreds eller irriteret, og hvis du fortsætter er dens naturlige måde at sige fra eventuelle kløer. Det er i det hele taget meget vigtigt at forstå vilddyret i katten, der er ikke meget, men noget er der, og det betyder meget for både ejerens, men også kattens velfærd, at man forstår dette og tager hensyn til det. Hvis man lærer dette sprog, har man et fantastisk kæledyr, der er mindst lige så givende og bekræftende som en hund.

Dette er for eksempel min fod efter et møde med Sigyn, da jeg kom til at træde på hendes bagpote. Sådan er det sommetider at have kat!

Nej, sådan noget er ikke en undskyldning for at skamfere og invalidere sin kat ved at fjerne dens kløer, og det er heldigvis ulovligt at gøre i en del lande, Danmark inkluderet. Hvis du er enig med mig i, at det er helt og aldeles forkasteligt og kvalmende at fjerne kattens kløer, eller ikke ved, hvorfor det netop er sådan, så tag et kig på http://www.declawing.org/. Det er desværre stadig lovligt at gøre i nogle lande, og særligt i Amerika er det en vanlig ting at gøre.

---

Blødende hjerter

April 6th, 2014

Kristian, uendeligt vis og fyndig, er tilbage med en poetisk perle om kærlighed:

“Vi skal stå med vores blødende hjerter holdt lige op i deres fjæs, så længe vi ved at det er det rigtige forhold vi er i, og uanset hvor ondt det gør, eller hvor bange vi er for at gøre det, fordi fortiden har vist os, at det er bedst at gemme sig bag sit panser.”

---

« Ældre tirader   Nyere tirader »