Gennemlyst

August 6th, 2008

Kort fortalt …

Mit indre er en dobbeltverdens krig,
forført til kamp af denne smukke selv,   
en solskinsdrøm og mystiskmørke trold.      

      Niels Lyngsø skrev en anmeldelse i Politiken d. 10. august, 2002, af Sebastian P. Johansens debut-digtsamling Gennemlyst. 250 sonetter. I anmeldelsen præsenterer, beskriver og udlægger (næsten i sig selv struktureret efter sonettens model) Lyngsø samlingen, der består af 250 fuldfærdige sonetter med alle de klassiske midler taget i brug, og hvis materiale hentes i alt fra dagligdagens enkeltheder til livets store gåder, metafysik, kærlighed, drømme, døden, og så videre. Kort efter anmeldelsens publikation blev Gyldendal kimet ned af alt fra studerende til almindeligt interesserede og andet godtfolk, som alle ville købe digtsamlingen, hvortil Gyldendal kun kunne klø sig forundret og forvildet i skægget: Der er nemlig ingen Gennemlyst. 250 sonetter., og der er ingen Sebastian P. Johansen (som skriver sonetter, altså). Ikke lang tid efter den fiktive anmeldelse, skriver Lyngsø et dementi i Politiken og forklarer, at bogen ikke findes.

      Selv om hele affæren umiddelbart kunne opfattes som en spøg eller et eksperiment, fortæller hele postyret og den særlige iver over al tydelighed ét: Nemlig at interessen for sonetter i dag stadig lever i bedste velgående, og det er enten et mirakel, decideret ladhed eller blot spinkel interesse for det metrisk formede digt, at ingen digter i dag har turde give læserne, hvad læserne vil have. Verbet “turde” er naturligvis valgt med omhu, for det er en ærefrygtindgydende opgave at sætte sig for at skrive så mange sonetter, og de fleste forfattere, der har gjort sig tanker i dén retning, har nok måtte gyse ved tanken om at udgive en samling sonetter, fordi der medfølger ca. 700 års tradition i kølvandet på én af versenes sværeste former, der gennem historiens løb ikke har ændret sig noget synderligt. At udgive 250 sonetter i dette årtusinde er næsten som at kaste et kødben for glubske hunde, kritikerne, men er tendensen ikke i dag blandt forfatterne at være på kanten, at være modige nok til at turde provokere, skille sig ud, i sådan grad at provokationen helt har mistet sin potens; hvad, da, ville være mere avantgarde i dag end at skrive sonetter, med alt fra rim, metrisk rytme og skematiske strofer!

      Lyngsø afsluttede hele finurligheden ved at opfordre enhver, hvem modet bød sig for, at skrive digtsamlingen. Lyngsø ville hjælpe med udgivelsen og stille både pseudonymet (Sebastian P. Johansen) og samlingens titel til rådighed, forsåvidt samlingen blev skrevet parallelt med dét, Lyngsø bidrager til samlingen i form af anmeldelsen. Foruden at være en anderledes og spændende proces en digtsamling i så fald ville blive til i, det må nærmest betragtes som en luksuriøsitet sådan at få en slags facitliste at skrive ud fra, er det også en fantastisk mulighed som vordende forfatter at gøre sin debut med stil.

      Jeg selv gjorde mig også drømme om at være dén, der skulle tjene æren af at være Sebastian P. Johansen, sonetten har mig altid været digtenes højdepunkt, men måtte efter en række sonetter erkende, at jeg ganske enkelt ikke var tilfreds med resultatet og opgav sidenhen at arbejde videre på projektet. For ikke lang tid siden faldt tankerne dog tilbage på Lyngsøs anmeldelse, og efter at have genfundet den, fik jeg fornyet blod på tanden, men dog i mere beskeden grad. Derfor denne side. Jeg har ikke i sinde at udgive mine sonetter, hverken i sig selv eller som en Gennemlyst, fordi jeg ganske enkelt ikke har evnerne dertil, jeg kan dog godt lide at lege med projektet, lad os kaldet det en art pseudo-Gennemlyst, så jeg, måske, en dag har samlet 250 sonetter, der i al deres beskedenhed i det mindste beviser, at der dog var ét hæderligt forsøg på at skrive Lyngsøs fantasi-barn. I samme slag får sonetten.dk endeligt noget, der retfærdiggør domænets navn, efterhånden som “samlingen” udvides. Fra hjertet ønsker jeg mine få læsere god fornøjelse.

Henrik Nielsen, 6. august, 2008.


GENNEMLYST


29 SONETTER.


1.

VED W. KATARBINSKIS "DAS GRAB DES SELBSTMÖRDERS"

Omkring var mørke, verden var forladt,
   og alt var evig tavshed, evig ro:
   Men i det fjerne kunne høres to,
der sukkede den lange, sorte nat.

Den ene fældte tårerne fordi
   den døde nu steg op i Charons båd;
   den anden lyste dog af glædens gråd,
for nu var staklen endelig sluppet fri.

Af denne sidste glædeståre gror
   den hvide blomst selv i en livløs tid,
      og gennemskinner alt med skønhedspragt.

Den er det håb i livets hårde jord
   om frihed fra den endeløse strid,
      der overskygger selve dødens magt.

--

2.

TIL JANTE

Ha! Nu skal jeg knække dig, din dåre!
   Jeg vil stjæle al din lykke, ikke
   mere skal du juble, danse, nikke!
Gem dig kun, for mine ord er hårde!

Du skal ikke tro du er den største,
   klog, måske; men ingen Arkimedes,
   tro så ikke, du er anderledes,
lille hår på livets store børste!

Kender du mig ikke? Jeg er Jante!
   Jeg skal nok få dig i mine kasser:
      Også dig kan jeg med magt forandre!

Fader for genier: Staffeldt, Dante,
   Sokrates og mange flere. Men det passer:
      Jeg er mindre værd end alle andre.

--

3.

VED CASPAR D. FRIEDRICHS "DER WANDERER"

I himlens høje, klare ætherblå,
   blandt klippesten og klippespalt,
   ser jeg den stolte, rolige gestalt
henover jordens tågebank at stå.

Ser alt forene sig til Ét og Én,
   han mærker skabelse og undergang;
   og i det hele lyder englesang
fra himlens høje og fra klippesten.

Så fjernt fra verden; men han skuer alt,
   i dén natur er himmelens jord ham nær,
      og dette syn bevæger mer' og mer'.

Og intet er ham splittet, delt og halvt,
   her lindres hvert et evighedsbegær.
      Hvor er det smukt, hvad han deroppe ser!

--

4.

MORGENEN

Træt synker månen bag en horisont,
   der smiler gyldenrød i solens skær;
   du vågner efter nattens tordenvejr,
alt drypper fra naturens døbefont.

Og hele verden ånder fred og ro,
   hvert træ sig strækker sine spæde skud,
   hver blomst sig vover at slå bladet ud,
du tror endda, du hører frøet gro.

Helt kælent kysser blide tåger dig,
   du hilser dem igen med glade smil,
      og herligt varmer solens blik din krop.

Barmhjertigt går den mørke nat sin vej,
   du vågner fra et drømmedomicil,
      og ved, du vågner her til livet op.

--

5.

AFTENEN

Se, solen farver himlen livligrød,
   og i det fjerne anes nattens vold.
   Et sirligt lysspil, engel eller trold,
og stille spørger du: liv eller død?

I midten af en dichomotisk stund,
   i mellem dagens lys og nattens sort,
   hvad vil du gøre og hvad har du gjort?
Her, vælg din skæbne, svar med pennens mund.

Så sæt dit tegn i aftenrødens skin,
   hvis du, alene, vil erkende at
      hver aften vælges livets tab og løn.

Vær stærk og grib den skæbnesvangre pen,
   og lad din kundskab vælge ret i nat:
      En nattens digter eller dagens søn?

--

6.

SONET OVER EN VINTERGÆK

Snart er den mørke vintertid forbi, 
   de lange, frosne nætter driver væk. 
   Med solstrejf og den første vintergæk 
der spreder sig en varme indeni. 

Men vantro ser man på den smukke vækst. 
   Hvad gør den her? Det er jo stadig tungt 
   at være til, og årets blod er ungt.
Jeg slår det hen som utroværdig tekst. 

Den mørke tanke er min indre splid: 
   Min blomst, du visner nok før sommertid? 
      Så kys mig før det hele går på hæld, 

og fold dit kronblad ud som livets væld. 
   Nok brister vi som bobler i en bæk, 
      men du er dog min smukke vintergæk.

--

7.

VI DANSEDE SOM STJERNER

Vi dansede som stjerner her i nat.
   Vi trådte elegant på himlens tag,
   og ingen ænsede den fjerne dag,
hvor dansen hører op, er efterladt.

Vi dansede som var vor skæbne sat.
   Det immanente ophør gabte bag
   vort "nu", men tanken om den var så svag,
så evigt fjern, og mest af alt så mat.

Nu danser vi som stjerner ikke mer',
   og støvet dækker dansegulvet hér.
      Før var der englesang, nu requiem,

for tiden tvinger os at drage hjem.
   Vor dans var impulsiv og kort, men skøn,
      og dét er livets lærdom. Og dets løn.

--

8.

EN SANG OM TO

Jeg husker da vi sang med englekor,
   vi elskede og sang til alt om alt.
   Vor harmoni var flammer, livets salt,
og selv den dybe tavshed sang et ord.

Vi var som ét, af himmel og af jord:
   Hun nedsteg, lokket af mit vers' gestalt.
   Hun kom til mig og gav gehør, hun faldt;
da så hun straks min armod. Og hun fôr!

For sang vi da som engle; den tid er nu forbi:
   Mens hun er en gudinde er jeg ktonisk skabt.
      I hende kimer evighedens pragt!

Og jeg er trældom, dårskab, ikke fri,
   med blikket op mod himlen, død, fortabt;
      i minder om den sang, der er forlagt.

--

9.

VED EN ROMERSK STATUETTE

Hun lægger sig i sengens favn, udstrakt;
   hun er en romerinde, varm, honnet.
   Et sengelagn draperer kroppen let,
og du er evigt tabt i denne pragt.

Den nøgne krop fordrejer sig, en magt,
   du ikke helt forstår, dæmonisk tæt,
   gør romerinden til en silhuet;
og glemt er alt, du ikke helt fik sagt.

Du kigger panisk rundt, for hun var din,
   den hvide hud var vej til fred i sind.
      Nu er hun væk, og hårdt blev alt af blidt.

Du står tilbage i dit fald, til grin,
   i splinter, knust og sammenbukket, blind:
      for statuettens liv var aldrig dit.

--

10.

OG FLAMMEN BRÆNDTE UD

Jeg stod ved livets brænding, fuld af mod,
   jeg havde alt hvad der var skønt og godt.
   Min sjæl alene stod i flammer, blot
jeg tænkte på min lykkes overflod.

Min lidenskab, en stormflod i mit blod,
   var tronsat i mit indre, dybe slot;
   hvor ilden gemte dét, der før var gråt!
Et genskin af Fortuna ved min fod!

Men denne lidenskab, den ild og id,
   forædderiske, lykkens sabotør,
      fortærer for at brænde. Herregud,

jeg så det alt for sent, nu er dens tid
   forbi. Og apati bebuder at jeg dør.
      Passion er ild, men flammer brænder ud.

--

11.

HUN

En kvinde, øjensynligt underfuld,
   helt magisk trækker hun mig henimod
   sit smukke væsen, til, med sjæl og blod,
jeg mærker, hun er jordens sjældne guld.

Hun er perfekt og slår mig helt omkuld;
   hvordan kan nogen være eviggod
   i verden, når den er så sort af sod
fra hadets flammer rundt om jordens muld?

Men bag det gyldne er et djævlesind,
   en farlig em af noget dekadent,
      et skær af menneske i pauvre ord.

Jeg ser det ikke, kærlighed gør blind.
   Det rager mig, for JEG ser, himmelvendt,
      det smukkeste på vores ækle jord.

--

12.

EN BLOMSTER-ALLEGORI

Min blomst har tabt sit smukke farveskær
   og visner nu en langsom tørkedød,
   mens hendes gyldne smil bli'r brunligrød;
til sidst en kvist af dét, jeg havde kær.

Hvad brugte jeg af tid i dårligt vejr!
   Så hun ku' nyde regnens vand og brød.
   Jeg gav mit alt, hun var så fin og sød,
den sjældne Flora, yndefuld især!

Naturen har dog denne stille trøst,
   lig kærlighed blandt to i sorgløs savn:
      Naturen gi'r tilbage, hvad hun får.

At se hun visner skærer i mit bryst,
   men mine grønne fingre er til gavn:
      Hun blomstrer jo påny til næste år.

--

13.

HIMMELSBLIK

Med øjne af det store himmelblå,
   hvis dybde rager op som babelstårn,
   hvis fylde griber fremad og tilforn,
er hun et syn, jeg ikke kan forstå.

Jeg prøver med et nænsomt skridt at gå
   i hendes spor, på hendes blomstervej,
   men hun er altid to skridt foran mig,
og hendes blikke kan jeg ikke nå.

Jeg halser efter hendes tryllespil,
   selv om hun ikke ved at jeg er til.
      Må vi forgå i vores drømmespind?

Er livet sådan, kynisk, rettet ind
   at vi må stræbe indædt, uden held,
      for dette himmelsblik fra lykken selv?

--

14.

KYSSET

Hun var den blide Melpomenes mund
   og talte med et tragisk blik den dag:
   Trods hendes tårer var det lykkens sag,
der bankede i hendes bryst en stund.

Han var en lidenskabens sjæl, med grund
   i livets uberørte smerters lag;
   hans ild var både lyst og ubehag,
og alle tanker lagde han i blund.

En kunstnerånd, et himmelsk farveskær;
   imellem dem stod guders tordenvejr.
      Han prøvede at være hård som sten.

Distancen blev da kort imellem dem,
   og kysset brændte tusind flammers em:
      De smelted begge sammen og blev én.

--

15.

UNIVERSET I SIT SIND

I nattens ly og månemørke har
   en livets gæst et sølvgrå farveskær
   idet han ser på verden som den er,
men lever som han ville at den var.

Og hjertet pumper stjernetåger rundt,
   hans sind er tusinde galaksers krig,
   forelskelser er splitsekunders skrig
af glæde, før der fandtes godt og ondt.

På himlen driver gnister rundt omkring,
   som lysinsekter over mørkets blad,
      som kysters fyrtårn bagved solens skin.

Og han, en livets mester, går i ring;
   han mangler intet, han er kosmisk glad.
      Han ejer universet i sit sind.

--

16.

HUN ER DET BLIDE LYS ...

Hun er det blide lys, der skinner ned
   på denne skyggeverden, grå og ful.
   Hun vækker hjertet fra dets skjul,
og skaber liv i dét, hun rører ved.

Hun bringer også kulsort mørke med;
   et dragende, et enigmatisk træk.
   Og jeg fortaber mig i fryd og skræk,
i mørkelys og kvinde-evighed.

Hun lyser nært. Lidt utilnærmelig
   er denne skønhed dog alligevel,
      og jeg er helt i hendes tryllevold.

Mit indre er en dobbeltverdens krig,
   forført til kamp af denne smukke selv,
      en solskinsdrøm og mystiskmørke trold.

--

17.

03:18

Mit fjernsyn blinker svagt i natten,
   kun kort er alting lyst af gnister,
   idet en journalist si'r: »Hello, mister,«
da klokken viser 03:18.

Jeg rejser mig, helt tung og slatten,
   og bander over journalister
   og ham i TV, den filister,
som læser op af nyhedsskatten.

»I morgen får vi stadig ingen sne,
   men et par mord og folkehysteri,
      og intet har vi mer at smile ad.«

De viser dét, jeg ikke gider se!
   Jeg slukker, at jeg snart kan sove glad,
      og drømmer hellere om fableri.

--

18.

VED ET POLSK SYN I VALBYPARKEN

Hun lægger sig i græsset, billedskøn,
   og ligner synet selv på poesi,
   lagt i sigøjnerisk koketteri,
gemt under kjolens lune gul og grøn.

Hvor er hun smuk, som skabt til guders løn,
   hvis øjne er et djævelsk kætteri
   som jeg vil give alt at drukne i,
for de er også grund til saligt støn.

Jeg nærmer mig, men vender hurtigt om,
   for som hun ligger, utilnærmelig,
      forsvinder mod ved tvivlens tunge åg:

Hvad skal en ildfuld kvinde med en tom
   poet, der kender kun til blomsterlig,
      og heller ikke taler hendes sprog?

--

19.

TIL L*****

Du er som en tidlig dag en sommer,
  just som gennem mine grå gardiner
  solens stråler sniger sig og ligner
  billedet på alt, der er og kommer.

Du er som en tidlig dag en sommer,
  just som jeg, i døsigtrætte miner,
  kun en kold, falleret libertiner,
  fandt en blomst i mine buksers lommer:

Kærligt gav du mig den blomst som gave,
  men, du sommervarme, intet mere
  kan du give mig af blomsterskatten.

Denne blomst, og mange, mange flere,
  visner snart, her i min dunkle have:
  Jeg er som en vinter sent om natten.

--

20.

TÅRELIV

Man ser, en nattestund, bag vinduesglas
   den ensomme, for al tid tabt i savn,
   fortabt i hjerteve. Ved hendes navn
ser man en tåre ta' i øjet plads.

Forkommen, plaget, magtesløs og led;
   han mærker ånden nær sit bristepunkt:
   For kærligheden er med ham disjunkt.
Og fra hans øje vandrer tåren ned.

Hans angst får form af dyb melankoli,
   halvt håbløs skriver han en sidste trods:
     Et digt, hvor gråd besegler hvert et ord.

Vi lever jo som tårer, alle vi,
   der søger frit, mens smerten knuser os:
     Vi slipper, styrter ned mod dødens jord.

--

21.

VED MUNCHS "MADONNA"

Ak, kunne jeg dog blot et kort sekund
   omfavne dig i denne stråleglans
   af lune farvetoner, som til dans
bød op hver lidenskab på godt og ondt.

Og kunne jeg blot plante på din mund
   titusind kys, og da, du skønnatur,
   få dem af dig med livslyst stærkt retur!
Da var jeg lykkelig den korte stund.

Men så urørligt fjern poserer du,
   forførerisk og dog så blu. Jeg ser
      dit sænkte øjenlåg, som ganske ømt

har lukket sig for hele verdens gru.
   Og gid du kunne meget give mer'
      end disse drømme, jeg om dig har drømt!

--

22.

STORM FØR STILHEDEN

Uvejrs kampgny, tordenskrald, rabalder!
   Stolte bøgetræer, der styrter tunge,
   og de spæde kviste dør så unge,
når, til krig, de vrede vinde kalder.

Alle flygted hjem, og dødsensskræmte
   fandt de sig alene; skræmtes mere!
   Prøved da med magt at formulere
frygten, kort før lynet slog og ramte.

Alt er stille fred i denne tætning
   under himlens skummelmørke trone.
      »La' os knuse, la' os hærge, la' os...«

hvisker ekkoet af stormens sætning.
   Jeg står her i ly af bøgens krone,
      mens der rundt omkring mig hersker kaos.

--

23.

DEN HIMMELSKE ILD

Ewald in memoriam

                  »Lær mig
                   Vor Sjæl er Ild, - som utaknemmelig,
                   Fortærer det hvorved den føder sig -« -- Ewald

I støv og udbrændt aske viser sig
   en funklende og udsøgt sten;
   jeg ser den mens jeg hviler mine ben,
træt efter nytteløs og kedsom leg.

Jeg tager den i mine hænder, flot
   udfoldes solens stråler gennem den,
   og hvorend dette skin nu peger hen,
hvad end det skinner på, bli'r skønt og godt.

Dog, dette skin, det er som flammen: vild,
   den brænder alt hvorpå den slår sit blik,
      og rammes jeg bli'r jeg et ildsymbol.

Er jeg en martyr, hvis en himmelsk ild
   blot én gang gør mig lys med glødens stik,
      som dyb rubin, med skær af himlens sol?

--

24.

REGNDANS

Det var så sommervarmt, og tyk og hed
   var luften. Hvert åndedrag drog spændt
   af den og sukked': »Hede, bare vent,
forløsning kommer, dét med sikkerhed.«

Og mens jeg ånder her i skyggens land,
   halvt sløv og træt af varmens trange kår,
   bli'r skyerne helt tætte. Jeg forstår,
Og glæder mig; snart falder livets vand!

Da giver himlen efter, overalt
   opløses knuden, hedens tætte prop,
      og jeg kan atter føle mig som fri.

Se, dét er som et tidløst sagn fortalt:
   Jeg står nu under skyens høje top,
      i dans, forløst af regnens poesi.

--

25.

POLYFEMOS OG INGEN

Hør, Polyfemos, hør dit smerteskrig,
   så bitter, så forpint, for altid blind;
   mens blodet strømmer ad din mørke kind,
du brøler højt: »Jeg VIL se dig som lig!«

Hør, Polyfemos, hør dit vrede råb;
   for Ingen stak med snilde øjet ud
   på dig, du store kæmpe, ja, du næsten-gud,
på trods af Ingens frygt og tabte håb.

Så stands din rasen og din tordnen. Stands
    og se hinsides mørke, blod, og se
       en verden blive til af skilt og halvt.

Du trænger intet øje, synets sans
   ser meget mer': En blind skrev Odyssé!
       Så se hinsides mørket ét og alt.

                                    Hen kai pan.

--

26.

DU ER HIMLEN

For mange er de stunder, hvor man står
   forstenet, som af mørke trolddomsord;
   kan ikke se, hvor verdenslyset bor,
og glæder splintres ud i tusind skår.

For mange er de sorger man formår
   at undergrave sjælen med, til jord
   hvoraf kun tornefulde tjørne gror:
»Al liv er ondt,« er alt hvad de forstår.

Et blændværk er det: Hver en dag og nat
    kan stråle højligt, hvis hun er dig nær,
       af kærlighed. I går, i dag og nu.

Fra mørket har du løsnet mig i nat,
    for du er himlen med dens stjernehær,
       og intet, intet er så smukt som du.

--

27.

MEORUM FINIS AMORUM

Han ser en kvinde døbt af evighed,
   hvis sjæl er alt, hvis skønhed glimter ud
   i verden, som var hun et lys fra gud.
Hans hjerte banker, og det bliver ved.

Han kræver kun en ærbar kærlighed
   af denne evighedens drømmebrud;
   han drog en stjerne fra dens himmel ud
og bandt den med en jordisk elskovsed.

Hun tabte evighed i jordens bånd
   og så, hvor ødelagt og grim han var,
      hvordan han vil forgå i sine ar.

Hun efterlod en udtømt, livløs ånd;
   han elskede til evig, evig tid,
      mens hun var kærlighedens korte bid.

--

28.

VED TABT KÆRLIGHED

Jeg ser din søde mund bevæge sig,
   imens den former ord i dyster sang,
   og sådan kan jeg stirre dagen lang,
mens jeg i timevis beundrer dig.

Ja, selv om dine ord skam runger "nej,"
   kan jeg kun tænke på din søde mund,
   på alle vores minder, denne stund;
hvor vi har kysset, elsket, du og jeg!

Jeg drømmer mig som nyforelsket hen
   til dig, en alfedronning, sød og stærk,
      og Moder Jord forelsker os igen.

Omkring din mund forsvinder land og by,
   jeg ved, det er vor gyldne skæbnes værk,
      for da med ét er kærligheden ny.

--

29.

JEG ER DJÆVLEN

Du kan finde mig, hvor mindst du venter
   selv den mest beskedneste af sjæle.
   Jeg er tavshed i dit eftermæle,
Jeg er malmet i det guld, du henter.

Overalt, hvor jeg kan snyde, stjæle,
   er jeg til som djævlens argumenter,
   usselhedens grimme epicenter,
og det skønne søger jeg at kvæle.

Intet godt skal være til i verden,
   hvor jeg færdes i en dekadence
      som tog livet af min sidste glæde.

Så jeg jagter dig på hver en færden,
    selv i denne gyselige stanze,
        i min jagt på kærlighedens klæde.

---