Pick Your Poison

April 14th, 2007

Af mine mange laster og interesser, er der nogle få, til hvilke man nærmest kan sige at jeg har et kærlighedsforhold; de følger mig gennem tykt og tyndt, de optager mine tanker når jeg netop burde tænke på alt muligt end lige dém, de forlanger opmærksomhed, og når de får den, er den udelt og koncentreret. Jeg vil gerne bruge lejligheden til at vise dig dem.

Siden jeg kunne læse har jeg haft en stor plads i mit hjerte til skønlitteraturen, og efter nogle år, hvor jeg konsumerede en masse ungdomsromaner (jeg skylder Dennis Jürgensen en kæmpe tak for at have været en del af mit unge sinds dannelse!) læste jeg en dag Dante Alighieris Divina Commedia i en prosa-oversættelse. Jeg syntes historien var fantastisk og fik blod på tanden, hvorefter jeg i al hast anskaffede mig en oversættelse på vers. Dér blev min kærlighed til poesi undfanget, og min nysgerrighed efter at dykke ind i vers-litteraturens skjulte kamre fremtryllet, og hverken nysgerrigheden eller kærligheden har helmet sit hold i mig siden da.

Min første egentlige tilbøjelighed gik ud over den romerske poesi; allerhøjest skattede jeg Catullus og hans titusinde kys og flere til, jeg må nok erkende at jeg identificerede mig med den skinsyge, af kærlighedshunger opslugte og uvorne unge digter. I Catuls fodspor fulgte Ovid, som jeg desværre først gjorde bekendtskab med i gymnasietiden. Som var jeg et andet barn af klassiscisterne, gav Horats mig min digteriske grunduddannelse med ars poetica. Mødet med disse digtere resulterede i at hele den romerske verden åbnede sig som et imødekommende himmelrum, der bød mig velkommen i et paradis. Jeg gik fra en bare almindelig litterær interesse til at være dybt fascineret af hele kulturen, og der gik ikke længe før det omfattede hele den antikke verden, og indrog derfor også Grækenland.

I det græske fandt jeg litteratur der, selv helt op til 2500 år gammel, var mig dugfrisk som et græsstrå på en kølig forårsmorgen, og en lyrik så sart og fin at man næsten måtte knibe en tåre. Det var i Grækenlands gemmer at jeg stiftede venskab med dramatikken, og en egentlig poetik efter mødet med Horats.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at når man brænder så meget for det eksotiske, glemmer man hurtigt det hjemlige, og det skammede jeg mig lidt over. Jeg indledte min bodsvandring ved at læse Schack von Staffeldt og genfandt det skønne ved det danske sprog og tungsindet i det nordiske væsen. Ja, man kan næsten sige, at jeg fandt mig selv, og romantikken og poesien i det hele taget kastede underværker ind i dét, der udgør mit verdensbillede den dag i dag.

Ved siden af en ufortrøden læsen af alle de store, har jeg siden mit 14. år skrevet digte. Ikke fordi jeg har planer om at gøre mig til som “professionel forfatter” eller tjene fedt som digter (som i øvrigt ikke tjener en pind i disse dage), men fordi jeg oplevede det som et kald. Jeg har så meget på hjertet, der hele tiden leder efter et sprog at blive udsagt i, og dette sprog er altså poesiens. Denne min egen produktion blev også snart til et påskud for at kaste sig over digtningen med et akademisk forsæt, ikke kun for at dygtiggøre mig i at skrive, selvom det selvfølgelig er en stor del, men også fordi det bliver muligt at forstå så meget mere, når du kan se og erkende digtets konstituenter og fænomener. Især verslære blev til en stor interesse, og jeg har som autodidakt specialiseret mig så meget som muligt i digtningens absolut største præstation: Sonetten.

Når jeg ikke læste, skrev eller diskuterede litteratur, havde jeg nogle andre, mindre men ganske så betydelige, fornøjelser, og en af dem var at spille tromme.

Jeg er søn af en musiker, så det har nok ligget i blodet på én eller anden måde, og allerede som ni-årig bemægtigede jeg mig trommestolen og lærte at spille en grundlæggende 4/4-dels rock-gang. Fra den periode og nogle år frem spillede jeg når jeg havde muligheden, og jeg har vel været omkring 13-14, da jeg kom i det første band. Det var også omtrent samme tid at jeg tog undervisning og blev, hvis jeg må være så bramfri, ret god. Jeg har spillet tromme lige siden, og holder nok aldrig op, selvom der er perioder på et år eller to, hvor jeg ikke spiller. Jeg har spillet i et efterhånden stort antal bands, alt fra skole-rock, musical-band, pige-band (det vil sige, næsten, da jeg jo spillede trommer). Af nogle af de bands, der har drevet det til noget siden da, kan nævnes Everticum og Svartsot. Lov mig at tjekke dem ud!

Hvorfor jeg lige valgte at holde fast i trommeriet har nok en del tilfælles med min begejstring ved digtningens ydre, rytmerne. Det er netop rytmerne, der er udtryk for livet og naturens inderste væsen. Det er når jeg skriver digte og spiller tromme, at jeg føler mig mest som et menneske, at jeg lever mest.
Jeg har aldrig ejet mit eget trommesæt, hvad jeg ser som en stor skamplet i min identitet. Jeg drømmer om en dag at eje et Pearl-sæt jeg selv har sat sammen.

Med dét sagt, kommer det nok ikke som en overraskelse, at hvis litteratur fylder den ene halvdel af mit liv, fylder musikken den anden. Jeg har fået at vide, at det er meget usædvanligt, ja, nærmest inkongruent, at en sensibel og følsom digter med romantisk blod lytter til noget så barbarisk som metal. Sådan forholder det sig dog imidlertid. Mit første møde med metal skete, da jeg gik på fritidshjem og var gode venner med en pige, der introducerede mig for storebroderen, en vildbasse på 14, der var vild med Iron Maiden. Jeg har hørt metal lige siden.

Det var de største af mine rusmidler. Af mine andre gifte og beruselser kan nævnes: Lakrids, islandske sagaer, té, at vågne op en vinterdag og se, at det har sneet natten over, italiensk rødvin, mjød, blyanter, farven sort, risotto, filosofi, sprog, nyskiftet sengetøj, fyldte køleskabe, hunde og katte, min familie, koncerter hvor energien er så intens, at man nærmest transcenderer, Norge, stearinlys, sjove anekdoter, akademia, regn- og tordenvejr, natten (»bare natten har verdensrom!«), tatoveringer, Caspar David Friedrich og John William Waterhouse, og meget andet.

---