Om mig

April 14th, 2007

DOMMEREN OG DIGTEREN

DOMMEREN:

Livet har kaldt dig til stævne i dag,
og dødens jurister skal høre din sag!
Du skal forsvare hvert eneste ord,
og alt hvad du nægter og alt hvad du tror.
Da vil vi dømme dig: Himmelens Gud,
et klæde af Skærsildens grimmeste skrud,
tal! Eller skal du i Helvedes gab?

DIGTEREN:

Hvad har jeg at vinde? Jeg lider af tab!

Alt hvad jeg lærte var evnen til savn,
så hvad kan min tale vel gøre af gavn.
Døm mig nu bare og giv mig min fred,
jeg gjorde kun alle jeg kendte fortræd.

DOMMEREN:

Følg proceduren! I tusinde år
har dét været menneskets levevilkår.

Da du blev født, blev du spået til stort?
Og sagde din livstråd, at lykken var gjort?

DIGTEREN:

Næ, jeg var stort set som alle de andre,
for jeg gad da ikke vor verden forandre,
trods al dens ondt, jeg dog trivedes i.
Og selv om jeg husker, da jeg fyldte ti,
verden var aldrig igen himmelblå,
men altid så mørk…

DOMMEREN:

Lad det ligge. Vi må
videre. Ungdom! Hvad tjente du dér?
Du var nok en ildsjæl med tusind idéer,
reaktionær, ja, en fuldblods i flor
med lynild i blikket og tunge som bor,
apologet for din lidenskabs rand.
Du satte vel pigernes hjerter i brand?

DIGTEREN:

Visseligt ikke, så sandt jeg her står.
Jeg var som en ulv blandt utallige får.
Hende, hvis hjerte jeg magted at ta’
er på medicin for at leve i dag.

DOMMEREN:

Holdt du da af hende, var du gemén?

DIGTEREN:

Jeg elsked så højt, som var manden med leen
gæst i vor seng alle nætter tilhobe!
Jeg gik skam for hende omkring vores globe.

Men! Og forlad mig mit hovmod, den kvind’
var ganske for sart til mit rådvilde sind!

DOMMEREN:

Venner? Det har du vel haft, bare én?

DIGTEREN:

Det havde jeg også. I dag har de mén.

DOMMEREN:

Kæreste, frænde, du må have haft …

DIGTEREN:

Min herre, jeg drænede alle for kraft.
Ja, det er underligt, blot ikke løgn.
Jeg var så enfoldig, og rigtigt forfløjen.

DOMMEREN:

Sort ser det ud for din sag, lille mand,
men dog til at redde, hvis bare du kan
svare for manddommens granvoksne alder.
Først nu er det alvor, det står eller falder!

Var du en rigmand, der tjente sit land?

DIGTEREN:

Jeg leved som digter på brød og på vand.

DOMMEREN:

Snylter og nasser, en amtsparasit?

DIGTEREN:

Dét kan du bande på! Og nok så tit!
Jeg nød skatteydernes billige vin;
pludslig var byen langt bedre end Rhîn.

Jeg brød med hver standard for borgeridyl,
skrev imod samfund med pen som en syl.
Brød mig en døjt om det almene folk,
for jeg ville stikke i alting min dolk!
Men det var rent af foragt …

DOMMEREN:

For dig selv?

DIGTEREN:

At jeg ville slå hele verden ihjel.

Ser I? Uhjælpelig er jeg. Så ned,
med ro, kan I sende mig. Jeg var jo led.

DOMMEREN:

Som du nu ønsker! En chance til sidst
bør du dog nok have, for du har en gnist.
Gnist af et væsen med godhed i dvæl.

DIGTEREN:

Nuvel. Jeg har elsket af hele min sjæl!

(…)

Pokkers … hvad er det bevendt.

DOMMEREN:

Du er frikendt!

---