Christina G. Rossetti

April 14th, 2007

Et romantisk paradoks?

Som udgangspunkt var romantikken, som enhver kunstretning, der ursurperer tronen som netop tidens kunstretning, en reaktion mod klassicismen. Som reaktion lægger førromantikken selvfølgelig ud med blot at være mådeholdent reaktionær; en forsigtig videreudvikling af den klassicistiske idé, men ender ganske overraskende med at blive klassicismens diametrale modsætning. De romerske idealer bliver opgivet til fordel for græske, og bliver pludselig til en forelskelse i germanske mytologier (Beowulf, nordisk mytologi, paganisme, osv.), den strenge dannelse viger pladsen for individets frihed, forgængeligheden træder til side for en ukuelig idealisme. Æstetikken erstatter feteret yndighed med både en begejstring for naturens vildskab og individets søgen mod det højere, og det smitter ikke kun af på kunsten, men også på filosofien, politiken, kulturen og mennesket i sig selv. Det er således ikke uden grund, at det er i romantikkens tidsalder, at kvinden for første gang virkelig får en stemme; her såes sæden til kvinde-emancipationen.

Et resultat af denne spirende emancipation er, at kvindelige forfattere pludselig begynder at dukke op på bogmarkedet, ikke blot som koner til digterne, men som skabende individer, og man begynder at forstå kvaliteten bag disse kvinders skrifter. Blandt disse romantikkens kvinder er Christina G. Rossetti, som fødes (1830) og vokser op i et veritabelt kunstnerhjem, og gennem sin opvækst har hun de bedste kår for selv at blive en kunstner. Det bliver hun også. Det er alligevel først i en alder af 31, hun får udgivet sit første værk, “Goblin Market and Other Poems”, som vækker begejstring blandt læserne, og hun fortsætter med at skrive indtil sin død i 1894. Selv om moderne tiders “opdagelse” af Rossetti i høj grad skyldes feministiske lærde, og at der således er skrevet meget om feministiske motiver i hendes digte, vil man ved læsning af digtene alligevel komme i tvivl om Rossettis følelse af selvstændighed som kvinde; for er hun inderst inde ikke netop viktoriansk?

Kigger man på et digt som “Love from the North”, hører vi om en kvinde, som står på tærsklen til at gifte sig med sit livs kærlighed. Der går ikke længe, før dagen oprinder, hvorpå det idylliske bryllup tager plads, til trods for at kvinden kort før selve vielsen må ryste de kolde fødder af sig (“It’s quite too late to think of nay”). Brudgommen siger imidlertid ‘nej’ til det maritale spørgsmål, og dette ryster bryllupsgæsterne mere, end det ryster bruden. Han lover hende da at sige ‘ja’ en dag, hvor han ikke vil sige hende ‘nej’, og de rider sammen ud i vildmarken. Digtet slutter med en refleksion over hendes absolutte hengivenhed, hvordan hun er helt i hans vold, og ude af stand til at sige ‘nej’ til ham på noget tidspunkt.

Temaet er udpræget viktoriansk, og illustrativt for kvindens rolle i mand/kvinde-forholdet. Kærligheden fra hende er helt igennem submissiv, den totale hengivenhed. Problematikken opstår i dét sekund at man opdager, at alt dette er formidlet med romantikkens æstetik og dens redskaber, og dette sker på en sådan måde, at digtet virker paradoksalt, for er romantikken ikke netop en kæp i hjulet på den viktorianske snerpethed og indadvendthed?

Versmålet er firfodede jamber med mandlige enderim på anden og fjerde vers, et metrum der er barn af universalpoesien, og således romantisk. Der er ingen antik formel, hverken romersk eller græsk, og versmålet flyder ubesværet på germansk naturlig vis. Billedmaterialet i digtet er gennemgående romantisk, sol og blomster introducerer brylluppets velsignede dag, og da brudgom og brud rider væk fra rystede gæster, er det ud i vildmark, det kaotiske, usikre, de store vidder og hårfine pas (“O’er crag, morass, and hairbreadth pass”). Der er en fin dualisme i, at kærlighedshistorien udspiller sig i syden, mens brudgommen er “a strong man from the North”, med ridderlige lyse lokker og alligevel med noget farligt over sig i sine grå øjne, og digtet ville næsten tage sig ypperligt ud som sonet med oxymora som “my cheer was sad”. Fokus er på individet, der er sted men ingen tid, og alt ideélt er sprogligt gjort meget tydeligt.

Hvori består da paradokset, eller måske bedre, problematikken i sig selv? Det er, i lys af både kvindens emancipation og romantikkens fokus på individet, kønsløst, værd, at det er dybt uromantisk at den perfekte viktorianske kvinde er en sådan, der ikke yder nogen trussel mod det maskuline, ikke modsiger sig den kønspåtvungne selvopofrelse og ikke stiller tvivl ved det patriarkalske herredømme. Således betragtet, ender de romantiske midler, hvormed “Love from the north” er blevet til, at gøre den formidlede tanke noget tvivlsom, om Rossetti har villet det eller ej.

Pludselig bliver det tydeligt, at brudens hengivenhed og hele passivitet er omgivet af utryghed og kaos; det uvisse, det ukontrollerbare og de uoverskuelige vidder møder hende som resultat af, at han tager hende i sine stærke arme, de rider afsted og hun ved ikke hvorhen, og hun får i sidste ende hverken ‘ja’ eller ‘nej’. Således omgærdes den viktorianske kvinde af det frygtfulde, det ængstelige, og hendes hengivenhed er ikke uden et vist ubehag. Det er paradoksalt at hun vælger dette, når det netop frarøver hende sine valg. I dette kærlighedsdigt, som i mange af Rossettis andre kærlighedsdigte, er der en rungende konflik tilstede, en vekselvirkning udtrykt i viktorianske vilkår og romantiske symboler.
Hvad er så årsagen? Dette er peripetien, det skønne tvist på en ellers sørgmodig læsning: Rossetti er slet ikke viktoriansk, hun er netop en emancipator og forkæmper for kvindens frihed og vel. Det er alene på grund af posthumt redigering af hendes skrifter, hvor blandt andet hendes sensualitet tones ned, at Rossetti bliver “the perfect Victorian woman who posed no threat to the masculine portion of her society in either a personal or professional capacity.” (Terry L. Spaise)
Tilbage står så det indledende spørgsmål, om Rossetti er et romantisk paradoks. “Love from the north” illustrerer muligvis en uromantisk tanke, men end ikke tusinde forsøg på at redigere digtet ville kunne skjule de romantiske symboler, der protesterer mod underdanigheden og passiviteten. Dette er Rossettis protest, og den er romantisk.

_____________

Anvendt litteratur:
Not “As She Fulfills His Dreams” but “As She Is”: The Feminist Voice of Christina Rossetti – Terry L. Spaise, “Rocky Mountain Review of Language and Literature, nr. 51, årgang 1 (1997), ff. 53-68.
Christina Rossetti: Complete Poems – Penguin Classics, red. Betty Flowers, 2001.

---