Sonetten

April 14th, 2007

Sonetten – forsøg på en karakteristik

»Men for min Tænksomhed et Net jeg fletter
For mine Viisdomsuk, et ret elastisk,
Og dog et smukt og snevert, i Sonetter.«

– Emil Aarestrup, Tag dette Kys, og tusind til, du Søde

Vershistorien vil vide, at der i tidens løb er en mangfoldig række af eksempler på en given periodes dyrkelse af særligt feterede versformer, og om det drejer sig om asiatiske haikuer, engelske blankvers eller tyske oder, er fælles for dem alle at disse “epidemier” aldrig varer synderligt længe, og for eftertiden hovedsageligt bliver brugt som versifikerede kuriøsiteter. Og mens forgængeligheden runger bag ballader, romancer, ottaver og sågar en dansk “heksametersyge”, hvad Öehlenschlæger sagde om sin tids litterære produktion, står der i hvert fald én Kolossus blandt versenes gestalter, der ikke vil udarte sig i smagstendens og modedille. Sonettens levedygtighed er beundringsværdig, og i bund og grund ganske forståelig. Det er af denne grund, at sonetten den dag i dag stadig er dugfrisk og rummelig, og til trods for at der er utroligt få sonet-digtere i dag, er interessen for sonetten overhovedet større end hidtil set, og interessen er voksende. Blandt lempelige frivers og ejendommeligt tilfældige prosadigte, står sonetten som et digtenes anker i en tid, hvor splittelse og dualiteter finder stærkest udtryk under de allermest rigide forhold.

For at forstå sonetten er det nødvendigt at kende dens ophav. Den tager sit udgangspunkt i det 11. århundredes romanske lande, hvor en række 10/11-stavelsesvers udvikler sig, efter antikke eller folkelige forbilleder af italiensk eller fransk-provencalsk oprindelse, til terziner og sonetter. Terzinens og sonettens væsensforskelle er imidlertid allerede hér meget tydelige, for grundtanken bag terzinen er “gentagelsen”: Også kaldet “delstrofeform”, er idéen bag terzinen, at digtet først afsluttes i sidste enkeltstående vers, og denne kontinuerlighed illustreres blandt andet i rimskemaet A B A / B C B / C D C/ D E D osv, og terzinen kan ret beset fortsættes ud i det uendelige, indtil finalen rammes ind af dette sidste vers. Sonetten, derimod, kan gentages, men grundtanken er, at hver sonet er en helhedsform; digtet er afsluttet i sig selv, og kan i princippet ikke fortsætte strofisk ud over de 14 vers, sonetten består af. Det er ud fra denne strofebygning, at sonetten efterlignes og udvikles verden over, og ligeså herhjemme.

Uden en fastslået kanon, gærer sonetten blandt digtere i det skolastiske hof-miljø frem til Italiens 13. århundrede, hvor den for alvor blomstrer, og Petrarchas samling Canzoniere, der ud over en del cantos indeholder 371 sonetter til den elskede Laura, lægger grundpillerne til den klassiske sonet vi kender i dag.

Vejen mod den klassiske sonet herhjemme har imidlertid ikke været uden problemer. I Tyskland og Danmark får den petrarkiske sonet prosodikernes varme anbefalinger, men versemålet føles endnu fremmed og uvant, og dette resulterer i en række forsøg på at skrive sonetter i for sproget mere hjemlige versemål, såsom firefodsjamber eller daktyler. Til trods for sådanne ihærdige forsøg synes det, også den dag i dag, at kun femfodsjamben rigtigt kan realisere strofeformen og rimfølgen bedst; de forkortede fire slag i en firefodsjambe virker nemt reducerende og forenklende på et stof, der i grunden er universelt og nuanceret, de seks slag, som barokkens forsøg på aleksandriner-sonetter bestod af, virker for lange, forstyrrer cæsurerne og rimene er for langt fra hinanden til at gentagelseseffekten rammer. På dansk grund tager barokkens digtere sonetten til sig, men indledningsvist som aleksandriner, som vi ser hos både Kingo (f.eks. Sonnet eller Klinge-Riim) og Brorson (f.eks. to stillet foran påskeprædiken, der afslutter Svane-Sang); men det er tydeligt at de danske barokdigtere uden tvivl har følt sonetdigtningen som noget nyt og svært.

Mellem barokkens aleksandriner-sonet og romantikkens femfodsjamber er der et tomrum. Hverken Wessel eller Ewald skrev sonetter, og kun Baggesen skrev nogle af sine Nanna-digte som sonetter, imidlertid i form af femfodstrochæiske vers uden rim. Det er først med Staffeldt sonetten gør sit allermest markante nedslag i den danske sonetdigtning, og fra da af er den kommet for at blive.

Sonetten udgøres af to formprincipper, et ydre og et indre. Det ydre formprincip, det strofiske og typografiske, tager udgangspunkt i et 14-liniet digt, som efter italiensk model opdeles i to omsluttende rimede (også kaldet klamrerim eller kiastiske rim) kvartetter af formen A B B Ax2, og to arabesk rimede terzetter, hyppigst med to eller tre rimsæt af formen C D C / D C D eller C D E / C D E. Det er denne klassiske model, der efter sin pionér har fået navnet den petrarkiske sonet. Til sammenligning kan også bruges den engelske sonet, efter Shakespeare kaldet den shakespearske sonet, der i hovedtræk består af tre fletrimede (krydsrimede) kvartetter i formen (a b)x2(c d)x2(e f)x2, afsluttende med en parrimet kuplet (g g). I Petrarchas Italien bygges sonetten hovedsageligt af kvindeligt udgående 11-stavelsesvers, det vil sige med tryksvage enderim, men påfaldende er det, at vi herhjemme bedst kender sonetten med mandlig versudgange, altså med trykstærke enderim, en proces der starter allerede i Frankrig; og efter 16. tallets engelske Wyatt og Surrey indkorporeres femfodsjamben i sonetten, som hyppigst ender trykstærke.

Sonettens indre form er mere kompleks. Efter klassisk forsæt består sonetten dels af en syllogismeagtig eller anden logisk-retorisk opbygning, dels et stofligt, lyrisk gehalt. Det er hér, strofebygningen for alvor kommer til sin ret, for sonettens strofiske særpræg er dét, at man i første kvartet fremsætter et argument, en supplerende eller kontrasterende bevisgrund i anden kvartet, og følgelig drager konklusionen i terzetterne (f.eks. Vilhelm Bergsøes Der gaaer et Suk af Sorg og Savn og Længsel). På samme måde kan et billede fremlægges i første kvartet, udvides, krydses eller ekstrapoliseres i anden kvartet, og afslutningsvis fremlægges, tolkes eller løftes til algyldigt symbol i terzetterne (f.eks. Thøger Larsens Naar Efteraarets Taagetæpper gitre). Eller omvendt: Omstændigheder kan præsenteres i kvartetterne, så de belyser hinanden, og derpå foldes ud som billede i terzetterne (f.eks. Christian Winthers Med Dantes Digt). Mulighederne er mangfoldige, og dét er sonettens uovertrufne dynamik. Hovedsageligt gælder det dog, at sonetten bygges leddelt og pointeret, ikke bare akkumuleret, noget især barokken var tilbøjelig til. Tankens og sprogets leddeling er naturligvis også oplagt at illustrere ved rimskemaet, således at kvartetternes omsluttende rim hver for sig er afsluttede og spændte trods samhørigheden, hvorefter den befriende forløsning favner digtet ved den tvangløse rimarabesk i terzetterne.

---