Den blanke sandhed

April 14th, 2007

Blankversets indpas i Danmark

»Was this the face that launch’d a thousand ships«
– Marlowe, Doctor Faustus

Blankverset er i sin rene form et rimfrit vers bestående af fem jamber; et såkaldt jambisk pentameter eller 5-fodsjambe. Dets popularitet inden for længere digte, og især inden for episk og dramatisk digtning, har sin årsag i en utrolig fleksibilitet og det er potentielt variabel på mange punkter, set i lyset af dets “konkurrerende” versemål.
Den labile 5/6-slagsrække er mere diskret, men dog tilstrækkelig til at give metrisk enhed. 5-fodsjamben er for de germanske sprog langt mere rummelig og hjemlig, til forskel fra blandt andet den bastante 5-fodstrochæ. Den lader sig ubesværet variere mellem 10 eller 11 stavelser, og kan således minde om de franske og italienske 5-fodsjamber, og med mandlige eller kvindelige versudgange frit blandet, som det ofte ses i det engelske. Rimfriheden er særdeles befordrende for enjambementer, og sammen med frie cæsurer stort set alle former for kontrast mellem vers og sætningsperiode. Tillige er der mulighed for en lang række sofistikerede konflikter: nummer-, tryk-, længdeskift og fermatled1. Sænkningsindfald og -bortfald indretter sig naturligt i versemålet, og endelig lader blankverset sig modellere sluttet, uafsluttet, som let, lyrisk gestikuleren eller som tungt, højtideligt, splittet og patetisk.
I en tid, hvor de faste gangarter og ornamentariske rimkrav var tronsat, kunne blankversets frihed i den poetiske diktion pludselig give nyt liv til et epos og kunne gengive næsten et hvilket somhelst replikskifte i et drama.
Alt dette, summa summarum, betyder, i høj grad for det engelske sprog, at blankverset kan komme på klods hold af dagligtalen, uden dog at miste den poetiske stemme. Deri ligger muligvis dets salgstrick. I denne opgave er det hensigten at følge denne stemme og betragte dette salgstrick op gennem tiden frem til nyere dansk digtning.

Tilblivelsen

Blankverset har sit ophav i den regulære, ustrofiske 5-fodsjambe. Af samme grund er det svært at klarlægge blankversets fulde historie, for 5-fodsjambens oprindelse er relativt uklar. Arthur Arnholtz giver et kvalificeret bud:

»Måske er det linier fra antike 10/11-stavelses vers (phalæciske, sapphiske eller alkæiske), der frem mod renæssancen har fået forskellige udformninger i de romanske lande og England.«2

Ud fra denne betragtning giver det mening at tale om blankversets ophav i tidlig renæssance, hvor 5-fodsjamben altså bliver hentet fra klassiske kilder. Man ser dog ikke blankverset i denne tidlige udvikling; Dante skal sætte 5-fodsjamben på arabeskrimede terzetter i Divina Commedia (ca. 1314-21), Chaucer stiller dem som parrim i Canterbury Tales (1386-1400) sammen med Ronsards Franciade (ca. 1560) og på rimede stanzer udfolder den sig hos Ariost, Tasso og Spenser.
Men omkring 1540 dukker den ustrofiske og rimfrie 5-fodsjambe op i England i form af Surreys Æneide-oversættelse, hvorfra der går en episk linie over Milton, Thompson, Young og Wordsworth frem til nutiden. Den dramatiske valfart indledes af Marlowes og Sackvilles skuespil (ca. 1562/87), hvis tradition kulminerer med Shakespeare og fortsætter ind over Nordeuropas dramatikere fra midten af 1700-tallet. I Tyskland og efterfølgende Danmark fremkommer den indledningsvist som oversættelser af Miltons Paradise Lost. Mere om det senere. Først er det nødvendigt at se på Miltons opus magnum.

Milton og Paradise Lost

»The Measure is English Heroic Verse without Rhyme, as that of Homer in Greek, and of Virgil in Latin; Rhyme being no necessary Adjunct or true Ornament of Poem or good Verse (…)«3

Milton var anti-æstetiker, både af princip og på skrift. Han var modstander af enhver form for smålig eller forskønnet æsteticisme (»pretty or petty aestheticism«4), og hos ham bliver blankversets rimfrihed det altafgørende element, i den forstand at friheden fra »the modern Bondage of Rhyme«, hvad han slutter erklæringen af med at omtale det som, gav ham muligheden for at vie sig til andre, især antikkens, poetiske og retoriske virkemidler5. I konsekvens deraf kunne han skrive sig ud af den tids aleksandriner-epidemi og 4-linier-syge.
Det er dog vigtigt at fastlå, at denne revolutionerende poetiske liberalisme, som det kan synes at være, ikke strækker sig ud over andre af renæssancetidens stiltræk. Og stramheden bibeholder Milton skam også, bl.a. i versudgangene. Som førnævnt er et af blankversets mange variationsmuligheder vekslingen mellem mandlige og kvindelige versudgange. Milton gør stort set ikke brug af denne veksling (en veksling, der generelt kan synes tilfældig i mange tilfælde, men først og fremmest dog må regnes for et stiltræk hos versbehandlingen af digte i det hele taget), hvad for eksempel Shakespeare ikke holder sig tilbage for. Arthur Arnholtz opregner6, at der i de første 200 vers af Paradise Lost kun er 10 tilfælde af kvindelige versudgange. Hos Shakespeare er der i Hamlets første 50 vers hele 11 tilfælde af kvindelig versudgange. Ikke desto mindre bryder Milton med sin tids rimerier og uhjælpeligt fastlåste metre, og derved giver han ny pondus til materialet.
En ting, der er meget karakteristisk for Miltons blankvers er enjambementerne7, der optræder utallige gange. Grundet rimkravene har enjambement før ham oftest været pinligt fremtvungne ved hjælp af inversioner eller klodsede formuleringer, men hos Milton er de naturlige, syntaktiske helheder, hvor fraseringen ikke mister sin ægthed og bliver forvirrende. Sommetider bliver det dog drevet ud på det næsten groteske. Et eksempel er 2. bog af Paradise Lost, vv. 823-835. 12 linier, hvor næsten samtlige vers hænger syntatisk sammen med dets efterfølger. Det kan tage pusten fra de fleste:

»From out this dark and dismal house of pain,
Both him and thee, and all the heav’nly Host >
Of Spirits that in our just pretenses arm’d >
Fell with us from on high: from them I go >
This uncouth errand sole, and one for all >
Myself expose, with lonely steps to tread >
Th’unfounded deep, and through the void immense >
To search with wand’ring quest a place foretold >
Should be, and, by concurring signs, ere now >
Created vast and round, a place of bliss
In the Purlieus of Heav’n, and therein plac’t >
A race of upstart Creatures, to supply >
Perhaps our vacant room, though more remov’d,
(…)«

Bortset fra ekstremerne, er enjambementerne med til at sammensmelte versene til en (næsten prosaisk) enhed, så læsningen bliver en kontinuerlig, retlinet strøm, og det letter. Et eksempel på, hvor elegant det kan gøres, findes blandt andet i 3. bog, vv. 115-119. Her viser Milton i en tale om forsyn, hvordan de smidige cæsurer og den problemfri enjambement-teknik gør sproget levende og letlæselig:

»Their will, dispos’d by absolute Decree
Or high foreknowledge; they themselves decreed
Their own revolt, not I: if I foreknew,
Foreknowledge had no influence on their fault,
Which had no less prov’d certain unforeknown.«
8

Immanent i Norden

Efter Miltons blankversdåd ligger versemålet latent i Tyskland og i Norden i en årrække, mens det florerer i sit hjemland. Dets langsommelige indpas i Nordeuropa skyldtes nok først og fremmest stærk konkurrence fra Sturm und Drang-tidens dramatiske tiltag og de dugfriske vers libre. I 1740’erne dukker det op, blandt andet hos Johs. Elias Schlegel. I 1758 går det løs med Wieland, der får det første skuespil på blankvers opført i Tyskland (Johana Gray), og så tager oversættelserne, pasticherne og efterligningerne fart. Med Lessings Nathan der Weise fra 1779 placerer blankverset sig som det dominerende dramatiske versemål i det tyske rige. Kort derefter griber Tysklands digterkonger, Goethe og Schiller, versemålet an og indleder en række blankversdramaer med henholdsvis Iphigenie auf Tauris og Don Carlos. Århundredet afsluttes med A.W. Schlegels Shakespeare’s Dramatische Werke I-VIII, der udkommer i årene 1797-1801. Hermed er vejen lagt for blankversets forsigtige indtog i Danmark, som vil blive beskrevet i næste kapitel.

Indførelsen i dansk digtning

De første eksempler herhjemme på et regulært blankversdigt er, som i Tyskland, oversættelser af engelsk epik. I 1768 udgives der i Sneedorffs tidsskrift Patriotiske Tilskuer et par anonyme fragmenter efter Miltons Paradise Lost:

»Jeg syntes, nær ved nogen kaldte mig med sagte røst, jeg tænkte det var din. Hvad? Eva, sagde den, hvi sover du? Nu er den bedste tid, kiøl, stille, taus … (…)«

I forsøget på at finde frem til en af det danske blankvers’ første bidragsydere, forsyner sprogforskeren Peter Skautrup i Det danske sprogs historie, bind 3, 1953, side 312, en passant os med følgende bemærkning:

»I tragedierne anvendes især blankverset (brugt også af Ewald; tidligst vistnok af Lous i en oversættelse af Miltons Paradise Lost (1761).«

Der er naturligvis ikke tale om en faktuel udtalelse (cf. “vistnok”), men i en mail fra Det Kongelige Bibliotek skriver Anne-Mette Kirkeby følgende:

»I Ehrencron-Müller: Forfatterlexikon v. 5 p. 193 står, at Chr. C. Lous leverede adskillige bidrag til J.S. Sneedorffs Patriotiske Tilskuer 1-3. 1761-63, bl.a. Evas Drøm af Milton i v. 1. p. 355-60 og Adams Bøn af Milton i v. 2. p. 524-28. (Begge anonyme.) Det er urimede vers, jeg tror fra Paradise Lost, der står dog ikke, hvilket værk de er oversat fra.«

Det kan altså med begrundet mistanke hævdes, at C.C. Lous er vores blankvers-pionér, og at der er tale om Lous’ fragmenter i Patriotiske Tilskuer. Arnholtz skriver også, at de to fragmenter, det drejer sig om, er Evas Drøm (som jeg har citeret ovenfor) og Adams Bøn. Hvorvidt Arnholtz ikke har haft kendskab til Lous eller om han har været uenig i denne del af vershistorien må stå hen i det uvisse.

Men tilbage til sagens kerne: Det første man bemærker er den beskedne, prøvende sprogførelse: få og blide konflikter, udelukkende hårde mandlige versudgange og moderate enjambementer. I 1790-1792 kommer den første komplette oversættelse af Paradise Lost og Paradise Regained, oversat af Joh. Henr. Schønheyder. Oversættelsen er ikke ulig fragmenterne, forsigtig og prøvende.
Omkring Rahbeks tidsskrifter, Minerva (1800-1803) og Den danske Tilskuer (1804), bliver der også gjort flere forsøg med blankverset: primært oversættelser af Shakespeare, da der var blevet stillet et krav om sådanne af Malte C. Bruun i tidsskriftet Svada. Rahbek tog “udfordringen” op. Han opgiver i sidste artikel sine oversættelser, fordi en ung mand ved navn Peter Foersom har indsendt nogle passager af sine Cæsar-oversættelser. Rahbek fandt dem passende til »de fordelagtige Forventninger.« Selvsamme Foersom udgiver i 1807-1816 William Shakespeare’s Tragiske Værker I-IV, der bærer vidnesbyrd om hans sprog- og verskundskaber. Da der ikke siden er kommet nogen oversættelse med helt samme saft og kraft (trods Lembcke, der rangerer tæt), må denne oversættelse næsten være den kanoniserede.
Den originale produktion blev naturligvis også varetaget, ellers havde blankverset næppe været andet end en døgnflue. Den første virtuoso til at foregribe et originalt værk på blankvers er, ikke overraskende, Ewald. Forud for ham går dog nogle få, upåagtede forsøg: blandt andet en tragedie af Chr. Fleischer (Richardt den Tredie). Men hos Ewald er sagen en anden. Han vender sig fra aleksandrinerne og prosaen til fordel for italienske (i.e. med kvindelige versudgange) blankvers under indflydelse af Klopstocks drama Salomo (1763) og skriver Balders Død i 1774 og derpå Fiskerne i 1779, som opføres året efter. Baggesen tager blankverset til sig hovedsageligt i sine operatekster Holger Danske (1787, opført i 1789) og Erik Ejegod (omkring 1790, opført i 1798). Ewald forsøger også radikalt at overføre blankverset til ren lyrik; det intense, stormfulde digt »Aftenen« og det apoteotiske fragment »Hellige, Hellige, Hellige Gud« er eksempler herpå.
I periferien optræder også to andre skikkelser med egne værker på blankvers. Thaarup bekender sig til de selvsamme italienske blankvers som Ewald skrev i Høstgildet og Peters Bryllup (1790 og 1793), C.H. Pram begynder at bruge det i syngestykker og skuespil.
En særegen position indtager blankverset hos Oehlenschläger, der højst sandsynligt har lært det at kende af A.W. Schlegel (p.g.a. hans venskaber med de Ørsted’ske og Steffen’ske folk) i form af dennes Shakespeare-oversættelser. Han stillede sig modvilligt an over for blankverset, men det åbne sind, den universalpoetiske solidaritet og uovertrufne geni gjorde, at han hurtigt lærte sig at mestre blankverset så fuldkomment som Milton selv, og det danske blankvers når sit absolutte højdepunkt med dramaet Aladdin.

Efter romantikken

Blankversets livsnerve er så stærk, at den overlever nyklassicismens antikke metre og den poetiske realismes mediokratiske og borgerlige versemål. Den breder sig endog, måske i forlængelse af Ewald, fra drama og epos til at omfatte lyrikken. Som skuespilsversemål omkring slutningen af 1800-tallet, hvor versdramaer var stærkt omdiskuterede, blandt andet fordi de lagde bånd på improvisation, består den med glans. I naturalismens debat om vers på scenen erkender Recke:

»Poesiens højeste Kunstform [dramaet] vil i Længden ikke kunne undvære den bundne Stiil.«9

Drachmann kan med god samvittighed udgive Der var Engang (1885), Dansen paa Koldinghus (1895) og Gurre (1899). Efter ham følger Kaj Munks Cant (1931) og De Udvalgte (1932), som tager blankverset ind i det 20. århundrede.
I 1935 udkommer T.S. Eliots Murder in the Cathedral, hvori koret af rengøringskoner i en domkirke taler på trisyllabiske 6-slagsvers, der dog skiftende forlænges og forkortes, så de til tider opleves som blankvers. Thomas af Becketts prædikende prosa, hvis dialoger er frit substituerede 5-fodsjamber med rækkevarianter, oversættes i 1940 af N.J. Rald. Samme teknik tager Cristopher Fry i brug i The Lady’s not for Burning, som Kai Friis-Møller oversætter i 1951. Sågar et epos er blevet til helt fremme i 1956. Teknikken er den samme som Eliots og Frys: fri substitution og fri varieren mellem versforlængelse og -forkortelse, og dette epos af Harry Martinson, Aniara, bliver oversat af Otto Gelsted i 1959.

»All that ends well …«

Blankversets historie slutter af med modernismens overførelse (eller genindførelse, jf. Ewald) af blankverset til lyrikken. Som eksempel kan benyttes Jørgen Sonne, hos hvem man finder en del digte, der udfolder sig på urimede strofer, både klassiske og frie, der vækker mindelser om blankverset. Den konservative Arnholtz tilføjer dog som et forbehold:

»Den megen frihed kan få en til at tvivle på, om formen er bevaret; men den vage 5/6-slags række er mærkværdig vedholdende.«10

Arnholtz har måske ret. Brudstykker af blankverset som formprincip, hvis konstituenter er urimede, ustrofiske vers af en vis format og variabilitet, kan stadig anes i vor tids knækprosa og lyriske prosa. Men den klare, utilslørede og rene stemme, der gav dagligtalen poetisk diktion i renæssancen er tilnærmelsesvist forstummet. Nu taler en ny stemme, et nyt versemål. Vershistorien går sin vante gang.


Noter

1. 1. Fermatled: Fermatled er et 1-stavelsesanråb eller -udbrud, der står i sænkning (d.v.s. tryksvagt) efterfulgt af en relativ stærk hævningsstavelse, kan hverken læses eller udtales ved hjælp af nummer- eller trykskifte, og takten må nødvendigvis udelades, for efterfølgende at fortsætte med versets metrum uden at medregne fermatleddet. Mere om fermatled i Arthur Arnholtz: Dansk verslære, bd. I, §62, p. 174ff.
2. 2. Arthur Arnholtz: Dansk verslære, bd. II, §78, p. 149.
3. 3. John Milton: Paradise Lost & Paradise Regained, Signet Classic, New York 1968, p. 45.
4. 4. Christopher Ricks: ibid., p. xiv. Ricks anfører på samme side en vittig beskrivelse af Miltons kritiske apperatus: »Art for the sake of Art? Art for God’s sake!«
5. 5. Klassiske, retoriske fænomener som anafora, apostrofer, kiasmer og »epic simile«, som de benævnes hos John Hollander: Rhyme’s Reason – A Guide to English Verse, Yale University Press 2000.
6. 6. Arthur Arnholtz: Dansk verslære, bd. II, §78, p. 163.
7. 7. Enjambement: Et enjambement er fagtermen for fænomenet, hvor et vers’ frase går ud over versbindingen, dvs. hvor sætningsenheden strækker sig over to eller flere vers, sommetider sågar strofer. Enjambement-notation sker ved tegnet >.
8. 8. John Milton: Paradise Lost & Paradise Regained, Signet Classic, New York 1968, p. 102.
9. 9. Arthur Arnholtz: Dansk verslære, bd. II, §78, p. 164.
10. 10. ibid., p. 167.

Anvendt litteratur

FAGLITTERATUR (sekundærlitteratur)

* Arnholtz, Arthur: Dansk verslære I-II, Akademisk forlag, København 1966/1972.
* Fafner, Jørgen: Digt og form, C.A. Reitzels forlag A/S, København 2001.
* Hollander, John: Rhyme’s Reason – A Guide to English Verse, Yale University Press 2000.
* Skautrup, Peter, Det danske sprogs historie, bind 3, 1953.

SKØNLITTERATUR (primærlitteratur)

* Ewald, Johannes: Udvalgte digte, DSL/Borgen, Holstebro 1998.
* Milton, John: Paradise Lost & Paradise Regained, ed. Christopher Ricks, Signet Classic, New York 1968.
* Oehlenschläger, Adam: Poetiske Skrifter I-XIX, ed. F.L. Liebenberg, København 1860-1864.
* Shakespeare, William: The Illustrated Stratford Shakespeare, Chancellor Press, London 1992.
* Øvrig læsning kan med fordel foretages på www.kalliope.org, der indeholder en lang række af de omtalte digtere og deres værker.

---