Romerske Elegier

April 14th, 2007

I – Prolog.

Hér i min have, den spirende, passer jeg kærligheds blomster,
ganske som Musen har valgt dem og spredt mellem bederne.
Grene, som stolt hæver frugter, ja, livets solgyldene frugter;
lykkeligt plantede jeg dem og venter med spænding.
Står du nu her ved min side, du Priapus? Jeg har for tyve
intet at frygte, og alle kan plukke og nyde dem.
Hyklere! Dem kan jeg mærke, de skamfulde, plagede, døde;
nærmer sig én og beskuer vort herlige Paradis,
kvalm ved de rene, naturlige frugter, så straf ham kun bagfra
med denne ildrøde stav, der udspringer fra hofterne.

II.

Tal til mig, mursten, og sænk jeres røst fra de høje paladser!
Gader, udsig jeres ord! Genius, magter du ikke?
Visseligt, alt er besjælet i dine højhellige mure,
Evige Roma! Men alt er dog stille endnu for mig …
Sig mig, hvem fløjter mig an? Bagved hvilke vinduer mon tro
ser jeg den skønneste skabning, som brændende kvæger mig?
Mærker jeg vejene, hvortil og hvorfra jeg evig og altid
går og med vellyst opofrer min kostlige tid?
Endnu betragter jeg kirker og borge, ruiner og søjler,
som den besindige rejsende mand skam bør opleve.
Snart er det alt dog forbi: Så bliver det eneste tempel,
Amors tempel, tilbage for denne indviede.
Nok er du også en verden, Rom. Men uden kærlighed
var verden ikke en verden, og Rom ikke Rom.

III.

Mer’ end jeg vidste var smukt blev til held for mig her præsenteret,
Amor han førte mig viist gennem alle paladserne.
Længe har han kendt dertil, og, det mærker mit hjerte, jeg også,
hvilken en gylden gemak der er gemt bag de vægge.
Kald ham en blind eller karl eller styggeste utøj; jeg kender
viseste Amor, dig godt; du godhjertede guddom!
Os, nej, forførte de ikke, de blanke og skønne facader,
heller ej fine balkoner, pompøseste gårdspladser.
Haster forbi! Og forneden ved alle de prægtige borge
gik vores fører forbi, og forlangte: vi skulle op.
Alt kunne han dér mig skaffe, al hjælp og alt, hvad var fornødent;
strøede hver dag de friskeste roser ud over mig.
Har jeg min Himmel vel hér? Sig mig, skønne og smukke Borghese,
Nipotiná, åh, hvad giver du kæresten mere?
Lækreste måltider, selskab, balleter og opera, kortspil:
Alt spilder tiden, hvori man så hedt kunne elske!
Ækel mig bliver al glitter og stads, for til sidst, hør mig, venner,
løftes et fintvævet skørt jo så let som et uldent?
Kvinden hun kan jo først rigtigt omfavne sin herlige elsker,
når hun har fjernet det stikkende brystpryderi.
Må ikke både juveler og spidser og polstre og fiskeben
alle aftages, før han kan ømt kærtegne hende?
Nærmere er vi, så snart at den uldene, grålige kjole,
når det er løst, falder ned imod gulvet i folder.
Legesyg løfter han pigen, omslynget af kridthvide linneder,
ligesom ammen har gjort, hen mod lagnet, der venter dem.
Uden kostbare gardiner, skybløde engle-madrasser,
er det dem begge bekvemt, selv i fattige soverum.
Ikke engang når gud Jupiter tager sin himmelske Juno
sker det mer’ fuldendt end i dette salige øjeblik.
Os bliver givet de glæder, som kærligheds gud tro forvalter,
ligeså sengen, der knager ved elskovens rokken.

IV.

Lovpris kun, skulle I lyste! Endelig er jeg herhjemme!
Værdige damer og mænd af den finere støbning,
spørg kun til onkel og fætter og aldrende moster og tante,
og lad en påkrævet tale opfølge det tragiske optrin.
Også I øvrige, venskaber, store og små, sig farvel,
I, som har bragt mig til kanten af ægte fortvivlelse.
Atter og atter de genta’r politisk og uvigtigt pladder, som
over Europa med vildskab forfølger hver vandringsmand.
Således hjemsøgte sangteksten »Malbrough« den rejsende briter,
først fra Paris helt til Livorn, Livorno til Roma,
videre da over Napoli; og var jeg sejlet til Smyrna,
fandt jeg da også der Malbrough! Ja, havnen i Malbrough!
Derfor må jeg nu konstant lægge øre til hvisken og tisken,
høre på folkene rase, fordømme de kong’lige råd.
Ha! Men I finder mig ikke så let i mit gemte retræte, som
Amor, vor fyrste, med kongeligt varetag, skænkede!
Her er jeg skjult under vingen, sammen med kæresten; her frygter,
romersk af sindet, hun ikke de hidsige gallere.
Hun giver fløjten i nyeste sladder og lægger kun øre
til hvad den mand, hun forelsked’ sig i, måtte ønske.
Og hvor hun nyder at lytte til ham, denne frie og livlige fremmed,
mens han fortæller om bjerge og sne og om træhuse.
Deler den flamme som hun slår i brystet på manden fra nordegnen,
Fryder sig over, han ikke, som Roms mænd, kun tænker på guld.
Maden har aldrig smagt bedre, og klæder hun mangler slet ikke,
ej heller vognen, der kører til operahuset.
Moder og datter er glade ved denne, den nordiske gæst,
og en barbar hersker nu over romerske bryster og krop.

XVI.

»Tænd mig et lys, unge karl!« »Det er lyst, du forspilder jo både
olie og væge omsonst. Hold da skodderne åbne!
Solkongen stråler jo, ikke bag bjerge, men denne bys huse!
Der er en halv time endnu, før natten faldbyder sig!«
»Ulyksalige! Gå og gehør! For jeg venter en pige.
Indtil hun kommer, så trøst mig, min lampe, budbringer af nat!«
—–

Min oversættelse (under udarbejdelse) af Goethes fænomenalt ømme, smukke og indsigtsfulde digtsamling, der giver os et blik ind i denne Colossus af en digter, hvis erotiske arbejder har givet os alle en digterarv også i den mere saftige lyriks verden, som igen og igen viser sig uudtømmelig, er mit forsøg på at give Goethe et mere moderne og ikke mindst dansk mæle til læsere, der måske ikke kan sætte sig ind i romantikkens og Tysklands sprog. I samlingen er det den ældre, klassicistiske Goethe, der taler, men så rørende (til tider rørstrømsk) og betagende, rammende og betydningsfuldt, at også den unge Sturm und Drang-poet kan synge med. I dette værk viser Goethe os, at han næsten har nået sin tids perfekte lyriske modus.

Lidt om oversættelsen:

Efter antikt forlæg skriver Goethe samlingen på de såkaldte “elegiske disticha”, der for den romerske versemager var en bølgende gang mellem det lange, stigende heksameter og det afdæmpende, tilbagegående pentameter:

    – u u | – u u | – u u || – u u | – u u | – x x
    – u u | – u u | – x x | – u u | – x x

Cæsuren (||), der er et krav for heksametret, optræder hyppigst mellem 6. og 10. stavelse, men det har været nødvendigt at enten rokere den andetsteds eller helt afskrive den af grunde, jeg anfører længere nede. Krydserne er sat for at illustrere, at der her sommetider er varieret tryk og at det til tider kan udfalde. Tryk-kollisionen i 3. versefod i pentametret betyder, at der sommetider kan opstå en spondæ eller en trochæ, hvor man ville vente en daktyl. Forhåbentlig vil rytmen udarte sig således at det vil føles naturligt i læsningen.

Grunden til, det kaldes “elegisk”, der i vores tid forståes som sørgmodigt, består delvist i, at dette versemål som regel blev brugt til digte af elegisk karaktér. Distichonets virkning beskriver Schiller (der er Tysklands fornemste distichon-digter) som en stormflod, der rejser sig mod himlen i heksametret, hvorefter det falder sammen i sig selv i pentametrets, i forhold til heksametret, afkortende følelse. Dette stiltræk behersker Goethe i stort set alle sine distichon-par; hvert par er næsten i sig selv et afsluttet kunstværk, der peger ind mod sig selv, og det er kun når fraserne overstiger versbindingen med mere end to vers, at vi ikke oplever denne distichiske virkning, jeg har beskrevet ovenfor. Trods ønsket om den allerstørste loyalitet mod originalteksten, er det i oversættelsen et nødvendigt at holde sig til det danske sprog uden for mange kringlede sætningskonstruktioner, og det har derfor ikke været min højeste prioritet at bibeholde det elegiske distichons vekselvirkning, selv om jeg da håber, at læseren vil opleve et genskin af Goethes fortræffelige formbeherskelse. Jeg holder mig til distichonets metriske krav, og i trin med, men ikke identisk med, Goethe, varierer jeg versudgangene, således at der optræder vers, der ender jambiske, og sjældnere trochæiske. Sproget i oversættelsen er moderne i det omfang, at man stadig får fornemmelsen af, at vi har at gøre med antik forlæg uden at miste forståelsen, og at sprogtonen ikke vil være helt ulig med eksempelvis andre glimrende oversættelser af decideret antikke (romerske) tekster (f.eks. Otto Steen Dues oversættelser af Vergils Æneide og Ellen A. Madsens oversættelse af Horats’ Ars Poetica).

Tekstforlægget stammer fra fire udgaver af “Römische Elegien”: Meyers Klassiker-Ausgaben, i 14 bind, ved prof. dr. Karl Heinemann (1901), Manesse Verlag, i 14 bind, ved Emil Staiger (1949) og endeligt til sproglig sammenligning og jævnførelse: “Goethe – Erotic Poems” i serien “Oxford World’s Classics” oversat til engelsk af David Luke (1988) og “Goethes Værker”, i 14 bind, ved P.A. Rosenberg (ca. 1900). I originalen, da den udkom på Goethes tid, blev der censureret et par digte (i min og David Lukes udgave numrene I, III, XVII og XXIV – jeg følger David Luke i, at I og XXIV har karaktér af hhv. en prolog og en epilog), som for værkets helhed naturligvis er medtaget.

---