Prosodi med mere

July 11th, 2008

En beskeden række anbefalinger

»Forhaabentlig vil det ogsaa blive erkjendt, – som det var i vor Digtnings Guldalder –
at den, som skriver Vers, ikke med Anstand kan være i Uvidenhed om, hvad der forstaaes
ved en Canzone, en Decime, en Triolet eller en Ghasel, ligesaalidt som en Musiker
har Lov at være uvidende om, hvad Kirketoner, eller en Architekt, hvad Metope vil sige.«

Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg kan anbefale noget læseværdigt om verseformer, metrik og form, så nu tænkte jeg, jeg ville skrive en liste over de prosodiske værker, der har lært mig meget. Selv om det måske kan synes underligt i vore dage at interessere sig for og vide noget om jamber, trochæer, trimetre og elegiske disticha, er der dog en portion sandhed i det noget rabiate Ernst von der Recke-citat, der indleder denne blogpost, som fremover skal tjene som henvisning, når jeg bliver adspurgt desangående. Til trods for at digtningen allerede med J. P. Jacobsen var begyndt at gravitere mod, hvad man kunne kalde ad hoc-verseformer, altså verseformer konstruerede specifikt til det pågældende digt, må en digter i dag stadig tænke over sprogrytme (hør for eksempel den enorme forskel mellem Broby-Johansens stenhårde mono- og bisyllabler i FØDSEL og Klaus Rifbjergs tendentiøse anapæster i Nultime), enjambementer (læs for eksempel Ivan Malinowskis brudte syntaks og versombrydning), strofe-opbygning og så videre, og selv om man ikke er en sonet-digter, kan forståelsen af sonettens struktur være i særdeles høj grad med til at tilføje et digt dybde, merbetydning og dynamik, og på dén måde er prosodi og verslære aktuel læsning, ikke bare en støvet sysselsættelse for at lære, hvordan de skrev i gamle dage.

André Bjerke, Versekunsten – Rytme og rim, 1980, ISBN: 82-03-18310-7.
Hvis jeg kunne rejse i tiden og gå tilbage til den dag, jeg besluttede mig for at læse den første indføring i dét at skrive digte, ville jeg vælge denne bog. Foruden at være en digter med fantastisk formbeherskelse, der stolt og uden forsøg på at skjule det skriver digte med neoklassisk metrik, fordi vi instinktivt let forstår, værdsætter og fornøjes ved taktfast rytme, som er så dybt menneskeligt som hjerteslag, vejrtrækning og kønsakten er det, er Bjerke også en kyndig docent, både medrivende at læse og at lære fra. Det kommer verslæren tilgode: Den er ganske kort, præsenteret uden akademiske fagter og teknisk jargon, fordi Bjerke ærligt indrømmer, hvad bogen er: En indføring i versekunsten til, som han skriver det, den almindelige menneske-leser, og således fordrer den hverken nogen forhåndskundskaber eller baggrundsviden, andet end lysten til at studere verselærens grundregler. Er man en af dem, der ikke er vant til norsk, vil det ikke være en hæmsko; Bjerke var ivrig forkæmper for riksmål, der groft sagt bare er dansk med ganske få ortografiske forskelle.

Ernst von der Recke, Dansk Verselære i kortfattet Fremstilling, 1885, antikvarisk.
Ernst von der Recke var dén der som den første gav sig til systematisere og kortlægge »den nyere Metrik i de gothisk-germaniske Sprog«, hvor man begynder at arbejde med trykforhold i stedet for stavelseslængder, i den danske digtning. Foruden at være et litteraturhistorisk kuriosum, var Dansk Verselære også en stærk nødvendighed, fordi den erstattede Judichærs Prosodica Danica, der i 1885 var små 200 år gammel og således forældet, og desuden hovedsageligt møntet på salmer og gejstlig kunstpoesi, som indtil Ernst von der Recke var den eneste tilgængelige kanon. I dag, 123 år efter Dansk Verselære, er dén selvfølgelig også forældet, men jeg anbefaler den dog alligevel, dels fordi den ganske enkelt er hysterisk morsom at læse, Ernst von der Recke er stærkt farvet af troen på sine meningers uanfægtelighed og forfalder hyppigt til decideret polemik, dels fordi han fremlægger en systematisk forklaring på forskellige metriske enheders virkning, hvad der ganske vist må betragtes som et levn fra barokkens affektlære, noget den moderne prosodi konsekvent undgår, men som ikke desto mindre kan være afgørende viden, når man vil skrive et digt. Som udgangspunkt ikke nogen synderlig letlæselig verslære, sproget er naturligvis 1800-tallets akademikersprog, med en del fagterminologi og et par referencer til musikkens notationssystem, hvad angår takter, slagrækker og pauser.

Jørgen Fafner, Digt og form, 1989 og andet oplag i 2001, ISBN: 87-7421-647-3, desværre udsolgt fra forlaget.
For den danske verslæres vedkommende i det 20. og 21. århundreder udgør Jørgen Fafner den ene af to eksperter inden for området; han er samtidig den yngre af de to, og således har hans verslære også et yngre tilsnit, forstået sådan at den også omfatter den moderne digtning. Digt og form er speciel ved dét, at den afgrænser nyere poesi i to overordnede versarter, de klassiske (rim)vers og de moderne frie vers. Der var naturligvis frie vers før Fafner, men i forhold til metrikken var der ikke nogen egentlig deskriptiv forskel mellem frie og bundne vers, den eneste divergens var, hvorvidt et vers var skrevet inden for de metriske rammer eller uden for dem. Bogen består derfor af to dele, hvoraf det første er en indføring i den klassiske metrik og den anden en teoretisering af friversene. Hvad angår den første del er bogen meget deskriptiv, sommetider en anelse kortfattet, men dog skrevet i en sympatisk blanding af fagterminologi og af lægmand forståelige forklaringer, uden at de akademiske detaljer bliver oversete. Anden del er imidlertid den interessanteste, dels fordi der er en større og mere gennemgribende kanon inden for den klassiske metrik, som jeg nævner længere nede, dels fordi Fafner ikke rigtigt lægger noget nyt for dagen i første del, ganske enkelt fordi emnet tilnærmelsesvist er udtømt. Det er de frie vers til gengæld ikke, heller ikke i dag, og dét gør bogen læseværdig. Fafner giver tanken frit spil og opfanger kyndigt tendenser og egenskaber ved frie vers, mens han begrebsliggør formelle træk ved disse digte, “den sete strofe”, “poetisk maleri”, “ikonisme”, “melos” og “opsis” og så videre, som gør det nemmere at beskrive og begribe moderne digtes formelle strukturer. Bogens primære tese fastholder dog, og den holder stadig stik, at »frie vers og bundne vers er af ét blod«, men at begge lader sig prosodisk definere, selv når et digt er versløs, for »versløs lyrik forstår vi selvsagt kun, fordi vi kender den versmæssige.«

Arthur Arnholtz, Dansk verslære, 1966, antikvarisk.
Med Arnholtz’ verslære når den danske prosodi sit højdepunkt, og bogen er stadig den kanoniserede. Bogen (dvs. bøgerne, det er et to-bindsværk) er både en verslære og en vershistorie, der er kendetegnet ved Arnholtz’ utrolige viden og metodiske tankeproces. Dansk verslære er gennemført akademisk, minutiøs til det pinefulde, og spænder vidt nok til at få alt med, lige fra det konkrete, såsom optakt, enderim og notation, til det abstrakte, såsom taktfyldekurver, artikulationsarter og communesproblemer, og derfor er det rart at have en vis viden om emnet, før man læser Arnholtz’ verslære, da det ellers meget hurtigt bliver et tungt værk at danse med. Til gengæld er afkastet så meget desto rigere, dels har man et opslagsværk, der meget specifikt kategoriserer og beskriver selv de mindste formtræk, dels kan man øjne en hidtil uset detaljerigdom i digtets form og dels kan man kaste sig ud i skriverdåden med en grundig bevidsthed om, hvordan et vers bliver til fra start til slut i sprogets klædebon. Bogens kraftigt akademiske islæt, desværre, måske, gør nok at den hovedsageligt henvender sig til studerende og, som mig, særligt ihærdige dilettanter og autodidakter; jeg kan ikke forestille mig at den alment nysgerrige læser vil finde det andet end en tør oplevelse, uden at det dog udelukker, at det skulle være lønlig læsning. Den eneste mangel er dog, at Arnholtz ikke giver frie vers særlig megen omtale, og det er eksplicit tydeligt at Arnholtz ikke interesserer sig for selvsamme.

Enid Hamer, The Metres of English Poetry, 1930, antikvarisk.
Engelsk og dansk er, prosodisk betragtet, meget nært beslægtede, og derfor kan der også vindes meget ved gøre sig bekendt med den engelske verslære, ikke kun i sprogligt øjemed, men fordi England (og sidenhen Amerika), parallelt med Tyskland frem til den tidlige modernisme, i mange henseender er toneangivende. Netop derfor er en bog som Hamers The Metres of English Poetry lærerig læsning; ikke fordi bogen handler vidt udførligt om verslære, da kan man jo i stedet bare læse Arnholtz, men fordi den på samme tid er en vershistorie, der kan være med til at belyse vores digtning og givne verseformers gang (ofte fra det franske og italienske) gennem det engelske til det danske, særligt de fire- og femfodede kupletter og blankverset.

John Lennard, The Poetry Handbook – A Guide to Reading Poetry for Pleasure and Practical Criticism, 2005, ISBN: 978-0-19-926538.
Med The Poetry Handbook tager vi langsomt afsked med selve prosodien og bevæger os ind til selve litteraturforståelsen. Hvor prosodien stiller spørgsmålet hvordan, stiller denne bog spørgsmålet hvorfor. Af samme grund omhandler kapitlerne om metrik og rim kun det rudimentære, her er ingen aggregatled, metriske og syntaktiske pauser og podiforhold, men dét til trods er han utroligt grundig og præcis i det, han forklarer. Bogen er dog snarere en lærebog i, hvordan man bevæger sig ind i et digt, forstår det, tolker det og vurderer det, skærper øjet for alle de elementer i digte, der giver dem betydning og udtryk, og fordi det snarere er en bog om litteraturforståelse end om verslære, kan han inddrage emner som diktion, der uden videre bliver forbigået af prosodien generelt, typografi, historie, biografi og sågar køn. Set med en læsers øjne er bogen uovertruffen, den er decideret skrevet til studerende, og pædagogikken han lægger ind i teksten er utroligt hjælpsom, hvert kapitel ender både med eksempler fra digte, hvori han præsenterer kapitlets emne in praxi, foreslag til øvelser og en sammenfattende ordliste, og sproget er fra først til sidst letforståeligt og informativt. Det kan måske synes underligt at inkludere denne bog i en liste af prosodier, men at tilegne sig en stor mængde teoretisk viden om digtets form er decideret frugtesløs, hvis man ikke forstår at sætte den ind i en praktisk kontekst, at bruge den til noget, at kunne besvare hvorfor, når man har svaret på hvordan.

Som nota bene kan jeg også anbefale en af vores sidste store litterater, Alf Henriques’ Litteraturforstaaelse – en bog om kunsten at læse, 1948, også kun antikvarisk. Den bugner af eksempler fra den danske litteratur, og i en række essayistiske kapitler giver den nogle gode råd og retningslinier til at opleve litteratur (både prosa og poesi).

»True ease in writing comes from art, not chance,
As those move easiest who learned to dance.
‘Tis not enough no harshness gives offence,
The sound must seem an echo to the sense.«

— Alexander Pope, An Essay on Criticism.

-