And There Are The Stars

December 27th, 2007

Tankestrejf til The Closer You Get

Jeg lå søvnløs i nat, og pendlede ret formålsløst mellem ukoncentreret at læse Paludan-Müllers Adam Homo og se på TV. Vejret var, som i øvrigt landet over, ugæstfrit og blæsende, og det udelukkede ganske muligheden for en rask spadseretur til at rense sindet og trætte fysikken med. Under en af TV-turene, mens jeg sad og øvede trommestik-kontrol og trioler på mit knæ, opdagede jeg, at en film på TV2 netop var startet. En, tilsyneladende uanselig, irsk film kaldet The Closer You Get, og da jeg alligevel ikke havde andet og bedre at give mig til, besluttede jeg mig for at se den.

Filmens topos er en isoleret, indelukket og lille by ude midt i Irlands vildmark, og man bliver som dansker fristet til at tænke sig ud til de intime småbyer på den jyske hede. Du ved, byer, hvor indbyggertallet er så marginalt lille, at alle ikke kan andet end kende alle, og ingen hemmelighed lever længere end det tager den ene nabo at fortælle hemmeligheden til den anden. Byens virke afhænger af alle indbyggerne og deres privatdrevne erhverv, og historien udfolder sig ikke på store promenader, fagre sletter, blandt tårnhøje skyskrabere eller Las Vegas-lys, men i diminutive slagterbutikker, traditionelle pubs, i festtelt og på regnvåde, misligeholdte gadestræder. Filmen starter formelig uidyllisk, uromantisk og uprætentiøs – men tag ikke fejl deraf!

Hvor filmen ikke formår at imponere – og det vil den heller ikke – ved pompt og pragt, der imponerer den ved helstøbte karakterer, en (typisk engelsk) tør og godhjertet humor og en medrivende historie, der måske hurtigt kunne lignes ved en psykologisk udviklingsroman, men er meget mere. Plottet er, uden at jeg vil røbe for meget, dén, at et par irske drenge/mænd via en avis-annonce inviterer unge, eksotiske og livlige amerikanske piger til bal, i håb om at irerne således kan finde sig deres respektive (spændende) viv. Sagen er nemlig dén, at byens herskab ikke er ganske tilfreds med kvinderne i landsbyen; de er for jævne, for farveløse, kort sagt: acceptable, hvor de vil have det spektakulære, det fortryllende. Kvinderne finder sig naturligvis ikke i dette, og tager til genmæle ved ballet i form af spanske mænd, med deres »funny accents and flashy guitar playing«. Den traditionelle komiske dramaturgi tro ender filmen naturligvis lykkelig, og hovedpersonerne finder i sidste ende ud af, at alt det de troede at kunne finde ude i verden, kort og godt var at finde lige for øjnene af hinanden.

Blandt de sjoveste roller i filmen fremstod især tre under et særligt lys, heriblandt en dæmpet charmør: Pat, en gammel sportsstjerne, der som en af byens allerfærreste faktisk er gift og i et forhold, men dertil et ulykkeligt et. Hans stereotypi manifesterer sig i, at han ikke rigtigt formår at tolke verden på anden måde end ved sin historie som sportsmand, og det er denne historie, han ser som sit eneste fortrin; da byens eneste reélt gejstlige, den katolske præst, velsigner annoncen til de amerikanske pigebørn, begynder Pat at træne og løbe og pleje sin sportsfysik for at bedre sine chancer hos kvindekønnet. Og sportsbegrebsligheden fasttømres bl.a. idet han fortæller om den immanente skilsmisse mellem sig selv og sin kone til datteren ved en fodbold-analogi: »When you sign a contract with a team you will do everything for your team, but gradually things change. Then there’s only one thing to do: Transfer to another team.«

En anden medrivende rolle er Kieran, der, i modsætning til filmens resterende roller, næsten er udelukkende komisk. Kieran er en Don Quixote, et misforstået og ukueligt fjols, der stort set intet kan gøre ret, til trods for at han mener det godt. Han er byens skinsyge slagter, drukkenbolt (»I don’t need a bar. I’m not an alcoholic, I can drink at home!«) og (selverklærede) charlatan, der ser sig selv som den eneste sofistikerede blandt bønderne. Kieran er forelsket i sin assistent i slagteriet, Siobhan, og tilfælles med byens anden forelskede beboer, Ian, vil han ikke helt indrømme sin forelskelse og give sig hen. Der er rigeligt belæg for at tro, at han dølger forelskelsen i en idealisering af de amerikanske piger fra Miami, til hvis pris Kieran ikke kan synge højt nok. Han er i øvrigt ekspert i (selv-)blændværk og (selv-)illusion, og det er kun i fuldskab, han formår at tale sandt både overfor sig selv og overfor sine medmennesker.

En tredie af filmens vidunderligt skrevne roller er Ollie, en egentlig godhjertet og betænksom VVS-mand på 36 år, der i gryningen af de amerikanske damers komme indser, at han stadig er jomfru og således dybt, dybt uerfaren, og op til filmens højdepunkt forsøger han at “dygtiggøre” sig med alt fra pornoblade til besøg hos landsbyens mere “løsslupne” kvinde. Netop som man tror, han er allermest enfoldig og kødeligt fikseret, forsvarer han sin bekymring og sit fokus med en poetisk-erotisk, hengiven, oprigtig og uselvisk tale om, at han jo bare gerne vil have, at den første nat i sengen skal være noget smukt, noget storslået, noget inderligt og rart. Sætningerne er lidt kliché-agtige, men de falder alligevel som herlige sving, der helt fejer fordommen om simpelhed og enfold af vejen.

Filmen er i det hele taget momentvis poetisk, hvad der måske er svært at undgå, når talen drejer sig om kærlighed, og der er adskillige både sjove, lyriske og sære udlægninger af, hvad kærligheden er i løbet af filmen. Blandt andet er der min favorit, hvor præsten, sin egen uerfarenhed ihukommende, hører om de irske mænds planer om den åbne invitation til amerikanske piger, og derpå kaster sig ud i en metaforisk tale, hvor kvinder er jakkesæt, og vigtigheden af, selvfølgelig i begrænset omfang, at afprøve forskellige jakkesæt for at finde netop dén, der passer som skræddersyet til dig, og at det er helt i orden også at “window shoppe”. Hans afsluttende råd i filmen er dén at tro på, at skrædderen, som skærer stoffet, nok skal sørge for at der er et jakkesæt, der passer én perfekt. Derudover indeholder filmen flere digteriske referencer, for eksempel en scene, hvor Kieran og Sean (en birolle, der agerer med samme fynd og spørgen som det græske dramas kor) efter en nat med hjemmebrændt spiritus går ad en gade og standser ved Siobhans hus. Kieran bryder ud i en fordrukken og højlydt kærlighedserklæring til Siobhan, hvorefter de begge falder, stangstive, om på asfalten. Og dér fra rendestenen ytrer Sean denne Oscar Wilde-betragtning: »I’m in the gutters … And there are the stars.« Senere i filmen deklamerer de Wordsworths She Was a Phantom of Delight over kirkeklokkens højttalere (for kirkeklokken selv virker ikke).

Filmen advarer i sit ydre mod uforstandig idealiseren, for på dén måde mister de ting, der ligger lige for næsen af dig værdi og du overser dem, en skælmsk Kaalundsk paa det Jævne, paa det Jævne. Mellem linierne ligger dén kærlighedens idealiseren, der på samme tid gør kærligheden til det stærkeste vi har, men også det skrøbeligste, og der er alverdens grund til at åbne øjnene for det nære, altså mennesket ved siden af os, og déri finde liv og lykke. Det gør de også i filmen, da illusionen om de amerikanske kvinder brister; det er muligt, selv i en landsby på knap en snes indbyggere!

Om ikke andet, så er alene med replikker som denne filmen bestemt værd at se:

»You said I’m acceptable. I’m a 100% fullborn, fanny-possessing flame of a woman!«

-