Behind the Clouds is the Sun Still Shining

July 13th, 2014

Om de amerikanske romantikere kender jeg kun ganske lidt: Edgar Allan Poes dystre, gotiske galninger, Emily Dickinsons sarte digte, men maniske bindestreger, Henry David Thoreaus skovkærlighed og transcendentalisme er omfanget af min viden. En digter, hvis værker jeg dog i særdeleshed gerne har villet begrave mig i i mange år er Henry Wadsworth Longfellow, for han virker til at være en digter lige efter mit lune. En hovedsageligt lyrisk digter, der havde en forkærlighed for eksperimentering med form og lagde enorm vægt på rytmen og musikaliteten, er lige min boldgade. På overfladen letfordøjelige og umiddelbart skønne digte, men hvor i dybden han viser, han er både yderst intelligent og kalkulerende (på den gode måde).

Forleden stødte jeg på et digt, jeg vil inkludere i denne blogpost, om muligt et af mine favoritdigte fra den anden side af Atlanterhavet. Det er typisk romantisk ved at naturbeskrivelsen danner ramme om og påvirker menneskesindet, men i stedet for forskønnelse og tilbedelse, beskrives den dyster og ugæstfri, med regn og vind, en refleksion over tingenes forgængelighed (“But at every gust the dead leaves fall”) og følgelig håbløsheden (“But the hopes of youth fall thick in the blast”) i denne blanding af det ugæstfri, hårde og altings dødelighed. Det er lidt den samme slags natur som Rossettis “Love from the North“, hvor naturen spejler sindets stemning på digter-jeget på en negativ måde, men hvor Rossettis digt er det vilde, det utrygge og ukendte (manden med de farlige grå øjne, der leder digter-jeget ud i vildmarken), er Longfellows en stille tristesse, et håbløst mørke og en ren og skær våd og miserabel natur.

Digtet er delt op i tre dele, signaleret meget skarpt af tre strofer, på et versemål, der ved første øjekast virker meget skematisk, men som ikke lader sig kategorisere, primært bisyllabiske versefødder, men for musikalitetens skyld, skyder Longfellow trisyllabiske fødder ind hist og her, ikke på må og få, men netop meget kalkulerende, og netop derfor meget naturligt og letlæseligt. Første strofe præsenterer naturen i dens dystre form, hvorefter Longfellow i følgende strofe vikler det ind i tilværelsen og sindets lune. Han forstærker denne samhørighed med tilværelsen og naturen ved at gentage to vers fra første strofe (“It rains, and the wind is never weary” og “And the days are dark and dreary”) og symbolikken mellem de to vers er identisk. Disse to strofer danner så ramme om tredie strofe, hvor han løfter sind og natur op i en skøn konklusion om livets vilkår og realitet, men trodser den ved at sige, at der dog altid er håb, det er ikke altid mørkt og dyster og regn og forfald (“Behind the clouds is the sun still shining”), at det hører med til menneskets, sindets og naturens forhold, at nogle dage blot vil være triste.

Og i dette ligger der en smuk lektion i livet, for hvilken jeg er Longfellow uendeligt taknemmelig. Nogle dage regner det simpelthen, og sådan er vores skæbne. Men bag skyerne skinner solen fortsat, og vil altid gøre det.

THE RAINY DAY

The day is cold, and dark, and dreary;
It rains, and the wind is never weary;
The vine still clings to the mouldering wall,
But at every gust the dead leaves fall,
And the day is dark and dreary.

My life is cold, and dark, and dreary;
It rains, and the wind is never weary;
My thoughts still cling to the mouldering Past,
But the hopes of youth fall thick in the blast,
And the days are dark and dreary.

Be still, sad heart! and cease repining;
Behind the clouds is the sun still shining;
Thy fate is the common fate of all,
Into each life some rain must fall,
Some days must be dark and dreary.

— Fra “Ballads and Other Poems” (1842).

-