Katten er også menneskets bedste ven

May 23rd, 2014

Jeg har en bekendelse:

Jeg var, gennem mange år, udpræget hundemenneske. Hunde elsker dig betingelsesløst, de er, sædvanligvis, altid glade for at se dig, de savner dig, når du er borte, der er noget terapeutisk ved at gå tur med sin hund, de er varme, sjove, elskværdige. En hund kræver kun meget lidt af dig: Mad, drikke, kærlighed, opmærksomhed og gåture. I løn får du føromtalte ubetingede kærlighed, selskab og en ven, der aldrig dømmer dig.

Jeg har aldrig selv haft hund, dog. Min mor har, og i forlængelse dermed, også mig, og det har været skønt, ikke mindst fordi jeg mener, børn bør vokse op med dyr, så de får et sundt og kærligt forhold til naturens andre levende skabninger. I tillæg har jeg også haft både hamstre, marsvin, og min søster en kanin. Det har gjort, at jeg holder meget af dyr, og det er vigtigt som et medfølende menneske, hvis jeg må være så bramfri.

I mit voksne liv har jeg dog kun haft katte, tre i alt. Det har imidlertid ændret mig. Ikke mange, særligt ikke hundemennesker, tror, katte er specielt spændende, kærlige, interesserede, sociale, underholdende, men det er de, og her er min indstilling: Katte er også menneskets bedste ven. De synes måske ikke sådan altid, ikke mindst på grund af forskellen i, både kulturelt, men også biologisk evolutionært, hvordan vi holder hunde og katte. Hunden har gennem tusindvis af år udviklet sig til at være menneskedyr, vi har den tæt på os, den er en fast del af vores hverdag, om det så er at holde vagt og jage, som i hedenold, eller om det er at gå ture, sove med os og ligge på sofaen og se fjernsyn. Katten, derimod, har ikke udviklet sådan et nært og intimt forhold med os, fordi den, igen i hedenold, sådan set primært var et nyttedyr, der jagede skadedyr og andet småkræ udenfor og sådan set passede sig selv og sin egen tarv, hvad angår behov som mad. Derfor virker det ikke som om katten er særligt nært knyttet til os, og den har ikke de samme krav til os som hunden har. Men det er ikke helt hele historien. De fleste katteejere vil utvivlsomt vedgå, at katten bestemt nyder vores selskab, opsøger os, viser os opmærksomhed, savner os, når vi er borte, sommetider endda byder den os velkommen, når vi kommer hjem efter at have været væk, den husker os, den kender vore dufte, vore stemmer, den reagerer positivt på begge. Katten er bestemt social, naturligvis ikke i samme udstrækning og på samme facon som hunden, men på sin egen elskelige måde, og det passer sådan en som mig ganske fortrinligt.

Min kat, Sigyn, er skøn. Hun har ingen adfærdsvanskeligheder, hun nyder at blive aet, hun nyder at jeg er tæt på hende, hun hilser på mig, når jeg kommer hjem, hun opsøger mig, når hun har behov for opmærksomhed, hun går tur med mig. Hun giver min dagligdag indhold og kræver ikke andet af mig, end lidt selskab, mad, drikke og leg et par gange om dagen. Selv om det lyder tåbeligt, opfylder hun nogle af mine sociale behov blot ved sit selskab, og folk, der ikke ejer dyr, tænker, vi er vanvittige, men hun er for mig en at tale med. Altså ikke deciderede samtaler, men en at tale til og få en nogenlunde respons i form af blink, stirren, reaktioner og andet. Jeg er ikke specielt socialt indrettet, så hun er mit selskab på dage, hvor jeg ikke ser andre mennesker, og det er skønt, sågar endda livsbekræftende. Det sker jævnligt, at jeg får et smil på læben eller kluklatter, når jeg ser på eller leger med hende. Katte er sjove og finurlige.

Misforstå dog ikke katten, du må tage nogle forbehold, for katten er af en vildere natur, end hunden er det. Graden af tamhed er en anden. Katten, hvis det da er en udekat, vil jævnligt komme hjem med byttedyr i form af skamferede fugle og mus, katten vil selv sige til, hvis den ikke er tilfreds eller irriteret, og hvis du fortsætter er dens naturlige måde at sige fra eventuelle kløer. Det er i det hele taget meget vigtigt at forstå vilddyret i katten, der er ikke meget, men noget er der, og det betyder meget for både ejerens, men også kattens velfærd, at man forstår dette og tager hensyn til det. Hvis man lærer dette sprog, har man et fantastisk kæledyr, der er mindst lige så givende og bekræftende som en hund.

Dette er for eksempel min fod efter et møde med Sigyn, da jeg kom til at træde på hendes bagpote. Sådan er det sommetider at have kat!

Nej, sådan noget er ikke en undskyldning for at skamfere og invalidere sin kat ved at fjerne dens kløer, og det er heldigvis ulovligt at gøre i en del lande, Danmark inkluderet. Hvis du er enig med mig i, at det er helt og aldeles forkasteligt og kvalmende at fjerne kattens kløer, eller ikke ved, hvorfor det netop er sådan, så tag et kig på http://www.declawing.org/. Det er desværre stadig lovligt at gøre i nogle lande, og særligt i Amerika er det en vanlig ting at gøre.

---

Dramaturgisk efterspørgsel

July 13th, 2008

Jeg overvejer et eksperiment. Jeg har i årenes løb skrevet en lille håndfuld dialog-baserede digte, hvor givne emners og altings dobbeltsidethed kommer til udtryk i to personer, der er tilstede i digtene (i modsætning til blot et lyrisk jeg eller en narrativ enkeltperson), og kernen i eksperimentet er at ekspandere disse digte til en række små dramaer.

Problemet er dog, at jeg som primært lyriker ingen egentlig erfaring har med karakterskrivning, replikmetoder, dramaturgisk struktur og så videre, og det eneste litteratur, jeg har læst om dramaturgi, er Aristoteles’ poetik, der vel trods sine grundlæggende elementer efterhånden er en uddateret lærebog. Altså mangler jeg noget skolende læsning, har du nogle foreslag? Gode af slagsen kvitteres med en uges god karma og en ølbajer på den nærmeste af whiskeydunst og pibetobak fyldte knejpe.

DOMMEREN:
     Holdt du da af hende, var du gemén?

DIGTEREN:
     Jeg elsked så højt, som var manden med leen
     gæst i vor seng alle nætter tilhobe!
     Jeg gik skam for hende omkring vores globe.

     Men! Og forlad mig mit hovmod, den kvind’
     var ganske for sart til mit rådvilde sind!

DOMMEREN:
     Venner? Det har du vel haft, bare én?

DIGTEREN:
     Det havde jeg også. I dag har de mén.

---

Skjult elendighed

May 28th, 2008

Jeg var for ganske nyligt i Middelfart for at fiske (der er mit nye tidsfordriv og påskud for at komme ud til vandet), og var i et noget så rædsomt humør, selvom dagen var i en sjælden grad smuk og ny og gæstfri. Indtrykkene, der er så eddikesure, at jeg ikke orkede renskrive dem fra kladderne før nu, lyder således:

DISPARATE BETRAGTNINGER PÅ PROMENADEN

Til lyden af en uforsigtig bølge,
der skvulper træt og tung mod havets kant,
   går jeg og kigger ud
på vandet, som ved solens flammefølge
   kaster blink i hvid brillant
   på bæltet vesterud.

Da, pludselig, som revet ud af trance,
slår solen om og bliver nådesløs,
   og havet sort og hvidt.
Med ét er alt en tabt og uset chance,
   spildt i hver en livslang døs,
   der er vor lånte tid.

Jeg har det som lystfiskeren ved vandet,
som kun er sig bevidst om livets fangst,
   men aldrig bliver mæt:
At lykken bider på og intet andet,
   dét er vores drøm og angst …
   Og tiden flygter let.

På molen til det dunkle, dybe, tomme,
i salte dufte folk, som kommer, går,
   og bare er – en stund;
men før de ved det er det hele omme,
   kaffen pakket, mens “i går”
   bli’r dagens løn og grund.

Der skinner forårsliv og evig genkomst
i brændingsslag, men folkemængden selv
   er skjult elendighed.
Det er til sådan løgnerisk en velkomst,
   man vil drukne sig ihjel,
   og synke, synke ned.

Jeg vandrer formålsløst ad promenaden
og tænker helt lakonisk for mig selv,
   at livet er på trods;
nok summer her af liv i hele gaden,
   nok danser solens lys på himlens hvælv –
   men døden venter os.

Og sådan skal vi altså alle blegne
i forårssol ved Middelfartens bro,
   ja, ikke bare her,
men forsåvidt vel også allevegne:
   Født til tomhed, uden tro,
   og dødsdømt hver især?

---

Blogaux pas

March 4th, 2008

Det er i øvrigt efterhånden blevet faux pas ikke at skrive blogindlæg om politiske rørelser, hvad der kun bliver alt for tydeligt, når man klikker sig rundt i den danske blogosfære (som det vist hedder på godt dangelsk). Heldigvis er der stadig blogs, der ikke uden videre i flæng kaster sig ind i fløjkampe, Muhammed-tegninger og skattepolitik, men som i stedet skriver, så også den apolitiske læser har grund til at vende tilbage. Eksempler på det er bl.a. Stokbro, der skriver råt for usødet om menneskets dyriske begær, perifer kunst, Heideggersk hermeneutik, epistemologi og litteratur. I kontrast til Stokbro står den blide, men lige så skarpe Torben Sangilds “Det spekulative øre“, hvis primære metiér er dét af filosofi, litteratur- og kunstkritik, psykologi og musik. Mellem disse to står Claus Krogholm sectio aurea, der både med humor og fynd berører nogenlunde de samme felter, bl.a. nogle fænomenale udlægninger af populærmusikken, og når han endelig bliver politisk, for det gør han, kan en som jeg i det mindste lade sig fornøje af det narratives vid og bid.

---

« Ældre tirader