Mere Staffeldt

June 6th, 2013

Nå ja, og nu vi er ved Staffeldt, også fra Nye Digte, endnu et fantastisk digt om ungdommens digterier, her en strofe, jeg tænker på, hvergang jeg har fødselsdag, som forøvrigt er på tærsklen med under en måned til:

Ja! min Kraft er brudt, mit Haab er skuffet,
Hvad har jeg opnaaet og hvad fuldbragt?
Tidens Haand for tidlig mig har truffet
Og jeg falder for den blinde Magt.
Solen derfor ikke vil staae stille!
Andet Liv om Undergang vil spille!

— “Den unge Digters Klage,” Nye Digte (1808).

---

Wer reitet so spät durch Nacht und Wind?

February 8th, 2009

Fra Rammsteins bud på Goethes Erlkönig for dette årtusinde, stammer disse to vers, der måske tangerer det lidt trivielle, men under den grovkornede formulering ligger et, synes det mig, vægtigt udsagn om et af tilværelsens grundvilkår:

»Weiter, weiter ins Verderben,
Wir müssen leben bis wir sterben.«

---

Skjult elendighed

May 28th, 2008

Jeg var for ganske nyligt i Middelfart for at fiske (der er mit nye tidsfordriv og påskud for at komme ud til vandet), og var i et noget så rædsomt humør, selvom dagen var i en sjælden grad smuk og ny og gæstfri. Indtrykkene, der er så eddikesure, at jeg ikke orkede renskrive dem fra kladderne før nu, lyder således:

DISPARATE BETRAGTNINGER PÅ PROMENADEN

Til lyden af en uforsigtig bølge,
der skvulper træt og tung mod havets kant,
   går jeg og kigger ud
på vandet, som ved solens flammefølge
   kaster blink i hvid brillant
   på bæltet vesterud.

Da, pludselig, som revet ud af trance,
slår solen om og bliver nådesløs,
   og havet sort og hvidt.
Med ét er alt en tabt og uset chance,
   spildt i hver en livslang døs,
   der er vor lånte tid.

Jeg har det som lystfiskeren ved vandet,
som kun er sig bevidst om livets fangst,
   men aldrig bliver mæt:
At lykken bider på og intet andet,
   dét er vores drøm og angst …
   Og tiden flygter let.

På molen til det dunkle, dybe, tomme,
i salte dufte folk, som kommer, går,
   og bare er – en stund;
men før de ved det er det hele omme,
   kaffen pakket, mens “i går”
   bli’r dagens løn og grund.

Der skinner forårsliv og evig genkomst
i brændingsslag, men folkemængden selv
   er skjult elendighed.
Det er til sådan løgnerisk en velkomst,
   man vil drukne sig ihjel,
   og synke, synke ned.

Jeg vandrer formålsløst ad promenaden
og tænker helt lakonisk for mig selv,
   at livet er på trods;
nok summer her af liv i hele gaden,
   nok danser solens lys på himlens hvælv –
   men døden venter os.

Og sådan skal vi altså alle blegne
i forårssol ved Middelfartens bro,
   ja, ikke bare her,
men forsåvidt vel også allevegne:
   Født til tomhed, uden tro,
   og dødsdømt hver især?

---

Kocham cię

May 17th, 2008

En frisk erindring i hukommelsen blev til en frisk sonet på papiret:

TIL ET POLSK SYN I VALBYPARKEN

Hun lægger sig i græsset, billedskøn,
   og ligner synet selv på poesi,
   lagt i sigøjnerisk koketteri,
gemt under kjolens lune gul og grøn.

Hvor er hun smuk, som skabt til guders løn,
   hvis øjne er et djævelsk kætteri
   som jeg vil give alt at drukne i,
for de er også grund til saligt støn.

Jeg nærmer mig, men vender hurtigt om,
   for som hun ligger, utilnærmelig,
      forsvinder mod ved tvivlens tunge åg:

Hvad skal en ildfuld kvinde med en tom
   poet, der kender kun til blomsterlig,
      og heller ikke taler hendes sprog?

---

« Ældre tirader