Modgangens sø

October 14th, 2014

Blot en delt tanke fra Jeppe Aakjær:

“Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø:
Der skal To til at leve, kun Een til at dø.”

---

Behind the Clouds is the Sun Still Shining

July 13th, 2014

Om de amerikanske romantikere kender jeg kun ganske lidt: Edgar Allan Poes dystre, gotiske galninger, Emily Dickinsons sarte digte, men maniske bindestreger, Henry David Thoreaus skovkærlighed og transcendentalisme er omfanget af min viden. En digter, hvis værker jeg dog i særdeleshed gerne har villet begrave mig i i mange år er Henry Wadsworth Longfellow, for han virker til at være en digter lige efter mit lune. En hovedsageligt lyrisk digter, der havde en forkærlighed for eksperimentering med form og lagde enorm vægt på rytmen og musikaliteten, er lige min boldgade. På overfladen letfordøjelige og umiddelbart skønne digte, men hvor i dybden han viser, han er både yderst intelligent og kalkulerende (på den gode måde).

Forleden stødte jeg på et digt, jeg vil inkludere i denne blogpost, om muligt et af mine favoritdigte fra den anden side af Atlanterhavet. Det er typisk romantisk ved at naturbeskrivelsen danner ramme om og påvirker menneskesindet, men i stedet for forskønnelse og tilbedelse, beskrives den dyster og ugæstfri, med regn og vind, en refleksion over tingenes forgængelighed (“But at every gust the dead leaves fall”) og følgelig håbløsheden (“But the hopes of youth fall thick in the blast”) i denne blanding af det ugæstfri, hårde og altings dødelighed. Det er lidt den samme slags natur som Rossettis “Love from the North“, hvor naturen spejler sindets stemning på digter-jeget på en negativ måde, men hvor Rossettis digt er det vilde, det utrygge og ukendte (manden med de farlige grå øjne, der leder digter-jeget ud i vildmarken), er Longfellows en stille tristesse, et håbløst mørke og en ren og skær våd og miserabel natur.

Digtet er delt op i tre dele, signaleret meget skarpt af tre strofer, på et versemål, der ved første øjekast virker meget skematisk, men som ikke lader sig kategorisere, primært bisyllabiske versefødder, men for musikalitetens skyld, skyder Longfellow trisyllabiske fødder ind hist og her, ikke på må og få, men netop meget kalkulerende, og netop derfor meget naturligt og letlæseligt. Første strofe præsenterer naturen i dens dystre form, hvorefter Longfellow i følgende strofe vikler det ind i tilværelsen og sindets lune. Han forstærker denne samhørighed med tilværelsen og naturen ved at gentage to vers fra første strofe (“It rains, and the wind is never weary” og “And the days are dark and dreary”) og symbolikken mellem de to vers er identisk. Disse to strofer danner så ramme om tredie strofe, hvor han løfter sind og natur op i en skøn konklusion om livets vilkår og realitet, men trodser den ved at sige, at der dog altid er håb, det er ikke altid mørkt og dyster og regn og forfald (“Behind the clouds is the sun still shining”), at det hører med til menneskets, sindets og naturens forhold, at nogle dage blot vil være triste.

Og i dette ligger der en smuk lektion i livet, for hvilken jeg er Longfellow uendeligt taknemmelig. Nogle dage regner det simpelthen, og sådan er vores skæbne. Men bag skyerne skinner solen fortsat, og vil altid gøre det.

THE RAINY DAY

The day is cold, and dark, and dreary;
It rains, and the wind is never weary;
The vine still clings to the mouldering wall,
But at every gust the dead leaves fall,
And the day is dark and dreary.

My life is cold, and dark, and dreary;
It rains, and the wind is never weary;
My thoughts still cling to the mouldering Past,
But the hopes of youth fall thick in the blast,
And the days are dark and dreary.

Be still, sad heart! and cease repining;
Behind the clouds is the sun still shining;
Thy fate is the common fate of all,
Into each life some rain must fall,
Some days must be dark and dreary.

— Fra “Ballads and Other Poems” (1842).

---

Den lille skjevhet er det dypest skjønne

June 5th, 2014

Jeg har altid haft en klippefast tro på, at det perfekte, sådan rent æstetisk eller kunstnerisk betragtet, kun eksisterer som et subjektivt fænomen. Hvad der er uden fejl og det højest skønne er en tolkning, der skifter fra person til person, fordi det er formet af egen smag, kultur, mode, dannelse, og så videre, et virvar af faktorer, der vil få et andet udtryk for hver person, du spørger. En anden tro har også altid været den, at det helt fejlfri, igen rent æstetisk eller kunstnerisk, i grunden er ret uinteressant, for det mangler karaktér, særlighed, det unikke. Der skal en lille “skævhed” til, som Bjerke formulerer det, der gør det hele interessant og giver det hele et udtryk af ophøjet skønhed, og det er derfor i bund og grund denne skævhed, der gør det hele smukt at betragte. Det fejlfri kan i bedste fald være skabelon, men det rigtigt smukke er det først, når det har noget, der adskiller det fra mængden og er sit eget.

Denne tanke slog mig, da jeg faldt over følgende passage i Edgar Allan Poes novelle, “Ligeia“:

“‘There is no exquisite beauty,’ says Bacon, Lord Verulam, speaking truly of all the forms and genera of beauty, ‘without some strangeness in the proportion.'”

Og dette fik mig igen til at tænke på norske André Bjerke og hans skønne sonet, “Den lille skjevhet”:

DEN LILLE SKJEVHET

Den vakre form er aldri det man kaller
helt ren: De geometrisk homogene,
euklidske former er i høyden pene
som byggeklosser eller gummiballer.

Et ansikt og strukturen i krystaller
er aldri helt symmetrisk, men vil skjene.
Blir et klavers oktaver stemt for rene,
får instrumentet falske intervaller.

Litt skrått blir mønstret lagt i vevens renning;
den gode sjel er ikke altfor dydig.
Vår sans for kvaliteter vil belønne

det ufullkomne som gir formen spenning,
som nesten lystrer – men er litt ulydig.
Den lille skjevhet er det dypest skjønne.

— Fra “Slik frøet bærer skissen til et tre” (1954).

Det er i øvrigt meget sigende, at han vælger at skrive dette digt som en sonet, en form, der på mange måder signalerer det perfekte, men han skyder den lille skævhed ind i det ved sin brug af enjambementerne i kvartetterne, og bruddet med de kiastiske rim i terzetterne. Og hvor er det sandt: Den lille skævhed er det dybest skønne!

---

Mere Staffeldt

June 6th, 2013

Nå ja, og nu vi er ved Staffeldt, også fra Nye Digte, endnu et fantastisk digt om ungdommens digterier, her en strofe, jeg tænker på, hvergang jeg har fødselsdag, som forøvrigt er på tærsklen med under en måned til:

Ja! min Kraft er brudt, mit Haab er skuffet,
Hvad har jeg opnaaet og hvad fuldbragt?
Tidens Haand for tidlig mig har truffet
Og jeg falder for den blinde Magt.
Solen derfor ikke vil staae stille!
Andet Liv om Undergang vil spille!

— “Den unge Digters Klage,” Nye Digte (1808).

---

« Ældre tirader