The Colours Have But Faded Now

June 23rd, 2014

Jeg har atter skrevet et digt på engelsk, hvis intention er den, igen at samarbejde med Seda Paşaoğlu. Hun har grusomt travlt for tiden med andre projekter, så jeg må være jer det endelige resultat skyldig, og skal nok opdatere siden, når det er fuldbragt.

Digtet er igen af en desperat natur, jeg kan jo snart ikke andet, med et digter-jeg, hvis skæbne har placeret ham eller hende forkert, og dette fostrer en eskapisme, hvor der søges mod nattens ly og mørke, søvnen og dermed mod drømmeverdenen, hvor der ingen begrænsninger og ubehag gives. Det er en flugt fra det grå, fra mediokratiet, fra det liv- og lidenskabsløse ind i en verden, hvor der er både liv og ødelæggelse, en absolut frihed.

Jeg ville prøve noget andet end det typiske jambiske pentameter, som jeg skriver de fleste af mine engelske digte i, og forsøgte denne gang med jambiske tetrametre med parrim. Jeg kan ikke helt slippe jamben, men det er måske et fremtidigt projekt! Jeg beklager som altid det barnlige sprog, traditionen tro er der tale om at skrive først på dansk, derefter oversætte det til et mål, der ikke er mit modersmål, og derfor ikke helt så nuanceret og flydende som jeg kunne ønske det. Jeg håber, I kan overse denne nødtørft.

TO THE DREAMERS

       “Und die Seele unbewacht
       will in freien Flügen schweben,
       um im Zauberkreis der Nacht
       tief und tausendfach zu leben.”
— Hermann Hesse, “Beim Schlafengehen”.

I wander aimlessly around
This world I cannot understand.
Bereft of touch by pleasure’s hand,
My flowers wither on the ground.

I greet the day with loneliness,
Still pierced by strangers’ empty stares
Wherein there are no worries, cares
About this brooding hopelessness.

The colours have but faded now.
This frantic, joyless land of grey
Has fed a colourless dismay,
A pallid heart that I allow.

Forgive me that the starry night
Is what I crave and what I yearn.
It has a life that I discern
Of beauty borne in light and blight.

I seek to thrill the heart inside,
But I am met with shallow grace,
And so abandon oft this place
To find a home I meet with pride:

Tonight I once again will dream,
Ascend to magic worlds of joy.
To live, to die, to build—destroy:
A freedom in an endless stream.

En stor tak skal lyde til den enigmatiske VdN for al hendes hjælp med redigeringen og formuleringen af dette digt!

---

Goodbye

December 27th, 2013

Så har det kunstneriske samarbejde atter båret frugt mellem Seda Paşaoğlu og jeg.

I denne ombæring er det endnu engang et engelsk digt, der danner udgangspunktet, som Seda kyndigt og mesterligt fortolker og sætter i billede. Billedet indeholder symboler, der fremgår i digtet, og er samlet under et slags mørk fantasy-scenarie, som jeg synes er både smukt og intenst og dystert på én og samme gang.

Digtet er skummelt. Det følger en plaget jeg-fortæller, der har mistet alt, der havde værdi, og slutningen peger hen mod den mørkeste afslutning, man kan tænke sig, men i Seda’s fortolkning, som ikke er en selvmords-scene, men snarere en melankolsk opgiven, læses digtet sådan, at der ikke står noget sted, at jeg-fortælleren tager livet af sig selv, og det synes jeg er sådan en kraftfuld og bekræftende læsning.

Om digtet selv er der ikke meget at sige, det er på engelsk, så sproget er nogle steder måske ligefrem barnligt. Det var formålet at skrive et meget dystert digt, da både jeg og Seda holder af mørk kunst, og digtet er omtrent så mørkt, som jeg tør skrive det. Versmålet er måske lidt ukonventionelt, parrimede tetrametre over i pentametre, jeg tænkte, dobbeltspillet mellem de trofaste parrim og vekselvirkningen mellem de firfodede og femfodede vers var oplagte til at spille på tvivlen og fortvivlelsen hos jeg-fortælleren, der har mistet det velkendte til fordel for det ukendte.

Jeg håber, I vil finde samarbejdet smagfuldt og virkningsfuldt! Husk også at tage et kig på Sedas Deviantart-side, og hvis I har lyst, også se vores tidligere samarbejde, kaldet “To the Sun”.

GOODBYE

I walk upon a barren earth,
I’m losing all that ever had some worth.
An empty void is all I feel,
and wounds so deep they never seem to heal.

The distance hides a cold visage
that seems to haunt me from its camouflage:
A face that’s torn in crooked laugh
that spawned on all my troubled years’ behalf.

Wherever I can see is death,
I feel it when I take my very breath,
and skulls are scatter’d on the ground,
A chilling silence is the only sound.

I can not shake this coldness off,
I breathe this poison air with ev’ry cough.
If only I could find my way
back from this path that led me so astray.

I harm the ones I truly love,
in scorn I raise my fist at all above.
I loathe the one I have become
and know with time I slowly must succumb:

Succumb to my despair and fear,
for I have lost all that I once held dear.
The world in pieces, torment left:
All beauty lost, as if by lowly theft.

All I have left now is this knife:
I tire of this endless, hollow strife.
I then let out a final sigh.
I say, “goodbye.”

---

Tabt til vemod, bitter og for tom til dåd

July 23rd, 2013

I dag så endnu et digt lyset, i denne ombæring en mismodig refleksion over naturen, og hvordan den synes helt og aldeles at være upåvirket af vor stemninger. Digtet kunne lige så godt være omvendt og tjene som en meditering over, hvordan vores sind aldeles kan være slave af vejrets luner, men i øjeblikket syntes det mere oplagt at gå den anden vej, selv om jeg faktisk har det ganske fordrageligt!

Den ubevægede natur

Et blæsevejr forstyrrer søvnens under,
hidsigt flår det landet, farer mig forbi.
Det ænser ikke at jeg stille grunder
på et løsen som en dag vil gøre fri.

Selv regnen kaster sine folder over
verden, mens jeg hjemløst vandrer rundt omkring.
Den skyller glæder væk imens jeg sover,
så jeg vågner op til tomhed, ingenting.

Når vintervejret kommer, følger kulde,
netop når jeg jo har varmen mest behov.
Jeg gemmer mig, til trods for at jeg skulle
byde isen et, “velkommen, med forlov.”

Et snevejr vil begrave alt det skønne
i en tåbes perlehvide, kolde grav,
tilsidst vil intet mere mig belønne,
alt er sneet inde, selv hvert livets krav.

Med ét en mildhed og et pusterum, men
træerne skal grønnes uden mit besyv.
Hvor alting kryber langsomt frem igen, den
sorg, jeg tænkte borte, kommer frem som tyv:

En tyv, som stjæler mine fredens timer,
taktfast, ivrig som den voksende natur.
Mens alt omkring mig toner, bliver, kimer,
vrider jeg mig, hjælpeløs, som i et bur.

En sol står op og varmer Danmarks skove,
skælvende må jeg se til at alt er smukt
og nyt, mens jeg forsøger træt at sove,
træt, for alt i mig er udkørt, slukt og brugt.

Så mens de andre farer rundt ved vandet,
sidder jeg alene med min tunge gråd
og ville ønske, jeg var fri, blandt andet:
Tabt til vemod, bitter og for tom til dåd.

Og skyerne er ligegyldigt hvide.
Året går sin ufortrødne, træge gang.
    Men jeg må skrive, uforsagt at lide,
    om den ubevægede natur en sang.

---

Dét håb er brudt som ingen udvej ser

July 12th, 2013

Mit første digt på dansk i efterhånden lang tid, og det kan uden tvivl ses. Men her lidt om, hvordan det er at være syg på dårlige dage:

Skizofreni

Din barndom var så lykkerig og glad,
du syntes skabt som alle andre børn.
Begavet, viljestærk, du ville, gad
stå mod al hårdhed, livets skarpe tjørn.

En tryghed fulgte dig hvorhen du gik
med dine spæde barneskridt. Og alt
var som det skulle være, ro og skik
var ved din side. Helhed, intet halvt.

Din ungdom var en stormfuld krigers tid.
Forførerisk, intens, du drømte stort,
det brændte indeni af ånd og id
og store dåder som du snart så gjort.

En drømmer af en yderst sjælden art,
en mystisk sjæl, en nobel tankegang,
og du begyndte stille, ydmyg, snart
at digte på din egen livets sang.

Dog, i din skov af drømme, disse håb,
var der en dyster sorthed som bestod.
Du skreg om hjælp i lange, skingre råb,
og da med ét var mørket ved din fod.

Du blev så tavs, af smerter ingen lyd.
Det rungede af tvivl i hjertets rum.
En kærlig hånd var dig en nødig dyd,
men dét til trods så var du altid stum.

Din skov af drømme selv stod snart i brand.
Fortabt var du i røg og tankelarm,
en faret vild, så langt fra skovens rand,
forbrændt på krop, på sind, på ben og arm.

Slet ingen fred og lise var at få.
En ro som netop du jo havde kær
var svundet ind og blevet kold og grå,
og borte søvnen selv for dig især.

En søvn som drømmeren jo har behov,
for alt var uro, ingen hvile mer’.
Du ville ønske at man bød dig: Sov!
Dét håb er brudt som ingen udvej ser.

* * *

Dit levned syntes fyldt af trange kår,
og mens dit liv så langsomt går på hæld
vil pinen vokse stædigt år for år,
til du har mistet ét og alt: Dig selv.

---

« Ældre tirader